Overskriften lyder utaknemmelig… Men sagen er den, at jeg aldrig har været særligt glad for to af mine tre briter. Jeg har flere gange overvejet at finde nye hjem til dem, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil have dem. De er så anonyme i det… Når det så er sagt, så er jeg heller ikke interesseret i, at de ikke skal have det godt, og jeg er ret sikker på, at den ene vil have svært ved at falde til andre steder… Nå, men her er historien: Jeg havde en gang en skøn, skøn brite, han var mit hjertebarn. Han døde alt for tidligt og jeg svor på, at jeg aldrig ville have andet end briter i mit liv. Jeg fik herefter hurtigt tre andre briter. Men surprise, surprise… INGEN af dem er som ham - end ikke i nærheden. Først har vi Nemo. Han er for at sige det - kedelig. Han gider sjældent snakke - kun når han vil have mad eller andet. Han er ikke kælen - måske 30 sek. ad gangen. Så er der Viola, som er hans kusine. Hun er faktisk meget kælen og kontaktsøgende, men vildt bange for alle andre end mig og min mand. Hun vil dog ikke putte, men jeg kan godt leve med, at hun har sin facon, for hun viser sin kærlighed til os. Så er der Buddha. Han vil ikke kæles - nærmest overhovedet. Han bøjer ryggen nedad hvis man stryger ham over den. Han elsker kun vores hund og vores Burmilla.
Det føles som at have to/tre logerende dyr, der ikke gider os. De er bare dyre udgifter og besvær. Det er mærkeligt… Men jeg har også tænkt på - hvis jeg skulle af med dem, hvad der så måtte være bedst… For Nemo holder meget af Viola, og hende vil jeg jo helst beholde. Buddha holder meget af vores hund og vores Burmilla, og de bliver begge to her… Så derfor beholder jeg dem jo indtil videre, men det er sgu mærkeligt og faktisk også frustrerende bare at have udgift og besvær til nogen, der ikke gider os. Har nogen det på samme måde med deres katte? Og hvad har I evt. gjort for at løse “problemet?”
Nogen vil måske bare sige, at jeg har påtaget mig et ansvar og nu har jeg bare at beholde dem og passe godt på dem, til de falder døde om, og det hælder jeg også mest til, men jeg synes også det er frustrerende og det gør mig ked af det. Jeg ville kunne acceptere at én af dem er sådan, men jeg har næsten TRE, der er sådan, så det er lidt meget…
Årh en træls situation at stå i. :S Synes det er virkelig svært, sådan lige at rådgive i dette.
Men jeg kan sagtens følge dig. Jeg har altid været betaget af britens udseende, men var hjemme og besøge en opdrætter (før jeg fik bimserne). Og briten sagde mig intet. Gudesmuk, men var mig slet ikke nok - Jeg skal have en klisterkat. Det har jeg fået mig. På nuværende tidspunkt, sidder jeg med benene over kors i sofaen, og Akira skal selvfølgelig ligge i smørhullet ved min ben.
Så jeg forstår dig til fulde med, at de ligesom ikke er dig nok. Men hvordan og hvorledes du skal gøre. Det er altså ikke nemt. Puhh…
Håber at nogle kan komme med nogle guldkorn.
Og jo, det kan godt lidt utaknemmeligt, og lidt hårdt. Men som Julia siger, så er du ærlig. Og du søger jo konstruktive råd.
Først og fremmest, vil jeg sige at min erfaring med briter er ikke eksisterende, så hav lige det i baghovedet
Men misserne gider ikke kæle… Gider de lege?
Har de altid haft den adfærd?
Fik du dem fra killing?
Leger de med hinanden?
Er Budda undersøgt om han har ondt nogen steder? siden han ligefrem værger sig ved berøring.
Jeg ville være bekymret over en adfærd som du beskriver, men jeg har også siam, og de er (så vidt jeg ved) noget mere aktive og sociale
Jeg har jo kun erfaring med min egen brite, Gimpen … og hun er den mest asociale kat jeg har/har haft, har nok i sig selv og gider hverken de andre katte eller mennesker
Hun er dog blevet lidt mere kontaktsøgende overfor mig i de sidste par år(hun bliver 12 år til maj), men det foregår stadigvæk på hendes præmisser.
Jeg har andre katte, som opfylder mit behov for kontakt og nussning, så har bare accepteret at det er sådan hun er og synes hun er lidt sjov
Ved ikke hvad du kan/skal gøre … men da jeg har to chinchilla’er som jeg faktisk aldrig har haft den store interesse i (de er hittedyr), kan jeg på en måde, sætte mig ind i din frustration :S
Katte er forskellige og mennesker er forskellige.
Nogle mennesker elsker katte, der ikke hænger og bare “er der”.
Andre mennesker skal have katte, der klart viser, at de elsker en.
Var jeg dig ville jeg forsøge at finde et hjem, hvor menneskerne er af den første slags
Tak for svar - bare det, at få luft for noget, der jo er lidt sorte og væmmelige tanker at gå rundt med - så tak fordi, I lytter/læser…
Jeg fik Nemo da han var 5 mdr. og han rørte hverken mad eller var på bakken i 2½ døgn. Jeg havde lige sagt til min mand, at vi skulle køre tilbage med ham, men så kom han omsider ud og gik i gang med at studere området. Han var købt som selvskabskat til hjertebarnet, der døde kun to mdr. efter anskaffelsen af Nemo. (Han døde IKKE pga. Nemo) Nemo var hele tiden meget mere resserveret end mit hjertebarn, men det var ok, for jeg havde jo ham… Men da han så døde, så forelskede jeg mig i Nemos kusine som var meget mere kontaktsøgende, men samtidig fik jeg Buddha som en foræring af den dødes opdrætter. Viola var 4 mdr. da jeg fik hende og Buddha var 12 uger, da jeg fik ham. Buddha var lidt mere kælen, da han var helt lille, men det ændrede sig lynhurtigt, og jeg har haft kontakt til en herinde, der havde hans søster, der fortæller om nøjagtig samme adfærd. Han virker ikke som om, han har smerte, han leger med min Burmilla og med hunden og slås - en gang i mellem ret voldsomt med Nemo… Ofte må jeg skille dem ad, da hårtotterne flyver rundt… Så jeg tænker måske, at der lidt stress på også. Men dagen efter kan de ligge fredeligt ved siden af hinanden. Men ja, jeg har haft dem alle fra killing/unge, og givet dem de samme vilkår. Min Burmilla er jo en lille klæbekat, så jeg tror (håber) ikke, at det er mig, der har gjort noget galt…
Det lyder til på både dig og andre at briter altså er ret “asociale”
Men måske som der er foreslået, noget klikker træning eller et ritual med godbidder mens de sidder på dine knæ, så det forbindes med hygge
Vivi - du har nok ret… Men jeg har også mega dårlig samvittighed over at føle det her… Og jeg ved jo, at det vil stresse dem, osv. ved at flytte dem. De kan jo tilsyneladende godt lide deres liv her, så føler at jeg er en egoist. Jeg er meget delt i to, for måske fortjener de også en, der elsker dem…
Erklærer mig enig med Vivi Fletcher.
Du skal både være lykkelig for dine misser, og kunne leve med dine beslutninger og pt. lyder det som om du godt kunne føle dårlig samvittighed over ikke at elske de misser til himlen, og det synes jeg er helt okay for som sagt så er både misser og mennesker forskellige.
Vi skal alle have de katte, som vi elsker og elsker os
Jeg synes du skal prøve at “træne” dem til at være mere sociale, altså massere og ros og godbidder hver gang du får lov til at nusse eller røre misserne Lad det hele foregå stille og roligt på kattens præmisser, og se om du ikke kan få dem til at forbinde nus med noget rart. Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, men det er måske et forsøg værd før du finde et nyt hjem til dem. Når det så er sagt tror jeg helt sikkert du godt kan finde nogle hjem der vil elske katte misserne præcis som de er.
Nu kender jeg ikke til Briters adfærd sådan generelt, men måske deres temperament bare ikke passer til dig? Måske du er til mere aktive og krævende katte? Men et eller andet sted synes jeg, at du skal tage konsekvensen og finde et nyt hjem til de to, du gerne vil af med. Nu ved jeg ikke hvor gamle de er, men går ud fra, at de er unge og derfor godt kan klare et nyt hjem. Katte er glade for de hjem og mennesker, som er gode ved dem - altså opfylder deres behov. Så derfor er jeg sikker på, at de nok skal få det godt i et nyt hjem med nogle mennesker, som elsker dem som de er. Enten sammen eller i to forskellige hjem. At du ikke synes om deres adfærd, er jo ikke ensbetydende med, at andre har det på samme måde. Måske de har bedre af et nyt hjem frem for at være uønskede hos dig - og det er ikke negativt ment, det er fair nok at have det sådan.
Klikkertræning kunne jeg selvfølgelig prøve før jeg tænker videre over nye hjem. Så det må jeg lige i gang med. Ja, de er unge - fra nov. 09 og maj 10. De har stamtavler og er passet med vaccinationer, osv. Jeg tænker bare, at Nemo ville savne Viola og Buddha ville savne vores hund (som dog på ingen måder gengælder denne kærlighed - han synes faktisk, at han er direkte irriterende), så det er jo også noget, som gør det ekstra svært at skulle overveje nye hjem. Men måske de bare bliver glade for andre dyr/mennesker i deres nye hjem? :?
Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men har du udejob og er du forholdsvis ung med mange andre interesser end lige katte, går i byen og besøger venner, er det vel alligevel begrænset, hvor meget tid du har til at kæle med kattene.
Og havde du så katte, der “klæbede”, ville du måske have dårlig samvittighed over ikke at bruge nok tid på dem.
Som sagt, med udgangspunkt i, at du ikke er så gammel endda, ville jeg blot glæde mig over at have nogle smukke katte, der trives indbyrdes, hvoraf den ene godt vil kæle.
Når du så engang bliver en ældre kone og kattene ikke er mere, kan du finde nogle katte, der honorerer dit ønske om masser af nærkontakt.
Jeg har ikke selv erfaring med Briten, men et par af mine venner har fire og de er også hver og en “sig selv nok”.
Jeg kan sagtens se dit dilemma, men lad os også være ærlige… Den her tid er det bare ikke hamrende let at komme af med voksne katte, racerene eller ej
Indtil du evt beslutter dig, vil jeg i hvert fald prøve at klikke dem. Tænk, hvis det virkede
Det er bestemt mit indtryk at briten er sammenlignet med de fleste andre racer - den har jo ry for at være ret reserveret, og det er der vel en grund til… uden at jeg dog nogensinde ligefrem har delt hjem med en brite.
VH
Susanne
Mega - jeg er 36 - i næste måned, så jeg er ingen vårhare mere og går ikke i byen og sådan… Både min mand og jeg er meget hjemme - vi har dog begge fuldtidsjobs, men vi savner begge nogen, der gider kæle lidt mere. Men ja, omvendt ville nok også have meget dårlig samvittighed hvis de var ALT for kælne, og vi ikke kunne give dem nok. Vores Burmilla passe faktisk ret perfekt til os og det gjorde vores afdøde brite også.
Det glæder mig dog at høre, at så mange andre kender andre med briter, der lyder som om de har samme selvstændige adfærd som mine, så er det nok ikke noget, jeg har gjort galt. Der er bare himmelvid forskel på min afdøde brite (men det var tilsyneladende ham, der var atypisk) og de tre jeg har nu. Mht. at skille mig af med dem… Det er jo ikke for alt i verden, og kom det rigtige hjem ikke, så ville de blive her.
Jeg kan godt følge sig. Det er lidt sådan jeg har haft det med Phumba i mange år. Jeg ville ha’ en aby fordi de er smukke OG fordi de skulle være alle tiders aktive klisterkatte. Og så fik jeg en kat der bare ikke ku’ fordrage mig. Som ikke ville være hos mig, og som i det hele taget var meget lidt aby-agtig (bortset fra det aktive, DER manglede hun ikke noget hvilket kan ses på de trevler der engang var gardiner GG
Med alderen er hun blevet mere og mere social, og nu har vi fået et fast ritual når jeg går i seng hvor hun ligger på min hovedpude, vasker mig i hele krydderen OG spinder som en mellemstor motor!
Men de første mange år - hun er 11 nu - fortrød jeg godt nok at vi overhovedet havde fået hende og ikke en anden siam/ori. Heldigvis (eller måske “for at føje spot til skade” elsker Phumba min yngste datter. Over for hende har hun altid været en typisk social aby - men det var jo MIG der ville ha’ en klisterkat… )
Så jo, jeg kan godt sætte mig ind i fornemmelsen af at fortryde. Jeg kan så sige at i mit tilfælde ER det blevet bedre, men det er jo så også med en aktiv race, hvislket jeg ikke lige forbinder med briten.
Briter er vældig pæne, men jeg har nu osse altid tænkt på dem som ret … kedelige (sorry, briteelskere!) - sådan stadiet lige før en udstoppet tøjkat
hvilket kan ses på de trevler der engang var gardiner GG