Jeg er med - så er vi 3 skarnsunger 
Jeg har også en mobil, den ligger altid i min taske. Kan iøvrigt ikke finde ud, at tage den hvis jeg da når, at få lynlåsen åbnet og fisket den op inden den stopper med at ringe. Skulle det ved et mirakel ske, at jeg står lige i nærheden af min taske og når det, trykker jeg med 99% sikkerhed på den forkerte tast, den hvor man lægger på/afviser og ikke tager “røret” Så er det stakkels uvidende menneske, der kender mit telefonnummer og har formastet sig til, at ringe til mig på dette håbløse apperat, eftertrykkeligt blevet afvist og kan bare lære det. :klapper:
Jeg kan ikke engang mit eget telefon nummer, skal jeg oplyse det til en eller instans, er jeg nød til at bladre i min helt almindelige og elskede papirkalender, hvor nummeret er noteret ned.
Den tørster efter “strømmad”/opladning ca. en gang hver 14 dag. Så ligger den i sin ensomhed i tasken og pipper/kalder på mig. Et enkelt pip hvert 10 min, indtil den, hvis den ikke får sin dosis i strømstikket, med et lille “hik” opgiver ævret. Men den starter oftest meget upraktisk med, at kalde om natten, og det hører jeg som regel, men om morgnen når jeg står op, har jeg glemt det, for så længe har den heller ikke kræfter til, at blive ved at kalde på mig. Så kan den godt risikere, at gå helt død den lille stakkel. Men jeg har da indtil nu fået pustet liv i den alligevel.
Her forleden proklamerede min mand, at den havde givet mig besked for langt over en uge siden. Men det fandt jeg jo kun ud af, fordi jeg havde sat den til opladning sådan helt af mig selv (efter ca. 3 uger), og den tilsyneladende ikke reagerede på, at få “strømmad”. Der kom ikke liv i “damen”, så måtte manden lige ind over og se hvad der var galt. Han var dybt forarget over min åbenlyse mishandling/behandling, af den lille lyserøde sag, og sagde at det sådan set hjalp gevaldigt, at tænde for den, sådan rigtigt. Altså jeg slukker aldrig for den, den ligger altid tændt, så det er sgutte min skyld, vil jeg sige til mit eget forsvar. Jah men når den ikke bliver opladet, så slukker den sgi’ da, som han sagde. Ja hvad ved jeg om den slags måske? Har haft den i over 5 år, fik den af min eks. svigerdatter, fordi alle i familien synes det var en rigtig god ide, at jeg kom videre i mit liv og løsrev mig fra min dejlige fastnettelefon. Jooh måske en dag jeg overgiver mig - men tvivler.
Stakkels lille ven. Men det er en materiel ting, og den slags misligholdelse kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på, at udsætte et levende væsen for 
Den er rigtig god til, at vise klokken på, når jeg en sjælden gang bevæger mig ud i det offentlige transportsystem, da jeg ikke har gået med ur i rigtig mange år, så der kommer den helt bestemt til sin ret, min lille elektroniske dims, eller hvis jeg en sjælden gang skal hentes et eller andet sted fra, eller give besked om at jeg er forsinket (sker så at sige aldrig) Men en mobiltelefon bliver aldrig mit foretrukne “medie”. De er for små, ofte falder dem man taler med ud (altså dem der ringer til vores fastnet fra en mobil), ligesom når man på arbejdet skal ekspedere en kunde der kører rundt på landevejen, og 80% af samtalen bliver hakket i stykker pga. elendig forbindelse. Så er det dælme svært at få noget konstruktivt ud af sådan en samtale. De er for mig, alt for langsommelige i det skrevne univers, men de kan helt sikkert redde liv, og det er faktisk den eneste årsag til, at jeg har den med mig, når jeg bevæger mig alene uden for matriklen.
Mht. at ligge under for en telefons ringen her i hjemmet, ja jeg vælger i dag helt selv om jeg vil tale med folk, og lader den ringe, hvis det ikke passer mig. Jeg taler i telefon næsten konstant på mit arbejde, og bryder mig faktisk ikke om at tale i telefon når jeg har fri, og sker det, er det oftest med folk vi ser sjældent, og de samtaler tager ofte 2-3 timer, og så er det dælme om, at have tid til det, efter min mening.
Men den holdning har det taget mange år at få, også uden, at få dårlig samvittighed over ikke, at ville snakke med folk i lige det øjeblik de ringer. Som jeg siger, er det vigtigt ringer de med garanti igen, hvilket jeg også selv gør, hvis jeg ringer og ikke får kontakt. Er det en af de lange samtaler der under opsejling ringer jeg oftest tilbage, senere på dagen/aftenen når det passer mig bedre, hvis de da selv ikke har forsøgt igen i mellemtiden. Ringer jeg f.eks. til min gamle veninde gemmem 35 år der er bosiddende i Jylland, så er der dømt taletid udover det sædvanlige :), og ligeså når hun ringer her, vi har mange gange siddet og ævlet til langt ud på natten, efter hun er kommet ind fra stalden, og den slags telefonsamtaler elsker jeg.
Mvh
Yvonne
