Er jeg den eneste der bedømmer nye relationer på om kattene godkender dem? :høhø:
Og på hvordan den nye person behandler kattene?
Selvfølgelig forventer jeg ikke at folk fra dag 1 skal elske kattene, men de skal som minimum respektere at de SKAL være her,
og acceptere at Alba springer i skødet på dem. De må godt smide hende ned, men det er jo bonus når de synes det er hyggeligt og kæler med hende.
Har for nylig mødt en mand, og selv min sære, lidt sky Fnuggi har puttet sig ind til ham! Jeg var dybt imponeret, og han er vist stadig lidt stolt og smigret.
Du er bestemt ikke den eneste!
Har fravalgt mennesker, fordi de ikke har kunne omgås mine dyr på fornuftig måde - her dog undtaget den eneste kattefobiker, som jeg har kendt Hun havde så meget fornuftigt givet besked om dette længe inden hun kom på besøg.
Absolut ikke, hvis folk skal komme i mit hjem, skal de behandle mine katte pænt. De behøver ikke kunne lide dem, men det er mit hjem, og kattenes hjem. Jeg kan dog ikke forestille mig at have en kæreste, eller meget nær ven, som ikke med tiden vil komme til at synes om mine katte, det ville være for underligt for mig. Mine katte er min nærmeste familie, så grundlæggende er det dem der betyder mest for mig.
Nej da. Folk skal være flinke ved dyrene og kunne forstå at de fylder i mit liv. Jeg har heldigvis aldrig mødt nogen, der har et problem med dem - nogle syns jeg er skudt i roen, men det er noget andet
Har en veninde, der ikke er helt tryg ved katte. Dog ikke værre, end hun sagtens kan være i rum med dem. Det sjove er så, at hun er totalt skudt i Muffe. Hun syns han er på str med en hest og tør ikke kæle med ham, men hun kan bare sidde og kigge på ham
I tilfælde af jeg blev ven med en med fobi, så ville kattene dog blive lukket fra. Jeg forstår jo fuldt ud følelsen
Tilfølelse: Mine katte behøver så ikke godkende folk, fordi… ja altså Emina godkender grundlæggende ikke folk, men hun kan dog, nu og da, vise sig fra sin pæne side og vise interesse for folk, men grundlæggende foretrækker hun sit eget selskab. Alvin kender jeg ikke godt nok endnu til at vide hvordan han har det med gæster, bl.a. fordi jeg sjældent har gæster.
Jeg tror aldrig jeg fik den kommentar fra kattefolk, men faktisk alle mine venner var bange for Cæsar i starten. Han vejede også over ti kilo og så lidt ond ud. :høhø:
Åh… Vi solgte til en der på tidspunktet var single fyr og han havde en flirt med en tidligere katteopdrætter og der viste kattene hende at hun ikke måtte bruge deres seng… I guder hvor har jeg grint af det, men damen passede heller ikke med ham
Nå, ja… vi har jo også haft den ultimative udvælgelse…
Jan og Kludetæppet (tortie med hvid NFOpige)… Hun knyttede sig til ham på ca fem millisekunder, da vi efter en lang tur i sne og generelt møgvejr dødtrætte dumpede ned i hendes ejers sofa.
Jeg har aldrig hverken før eller siden set noget lignende!
Tia vogtede skinsygt over sin Jan, og accepterede egentlig kun at Jans hund (vores lab-x Sif) også delte sofaen med dem… vi andre fik et meget hvast blik fra hende, hvis vi formastede os til at sætte os. Hun betænkte sig ikke på at lange en pote ud, hvis man ville røre ved Jan
Idag har vi så Oddy og May, der begge også er vilde med Jan… May endda i så høj grad at jeg indtil for et par uger siden ikke var andet end luft for hende nu er hun endelig begyndt at opsøge mig - hvis altså ikke Jan er hjemme…
Ah ja, jeg er da selv blevet godkendt, en del gange faktisk, af andres katte og hunde, dyr som ellers virkelig skulle kende folk før de nærmere sig dem, men med mig ville de kæles første gang jeg var der. Og så var der jo Hannibal, min første kat som voksen, jeg var 20 år og skulle ikke have kat for jeg havde rotte og boede på første sal. Men en kollegas bror havde en kat de skulle af med, og til sidst gik jeg med til at møde katten. Jeg kom der hjem, satte mig på gulvet og ind kom Hannibal, kikkede rundt og gik hen og lagde sig i mit skød. Det havde han aldrig gjort før og han gjorde det aldrig igen. Grundlæggende var han ikke en på skødet kat, til trods for at han var kælen og en puttetrold. Han er så også det tætteste jeg har haft på en soulmate, og det var vi vist enige om. :love2:
Jeg bliver tit “godkendt” især af hunde. Jeg har hørt flere steder at deres hund ikke snakker med fremmede, deres hund er bange for fremmede så mange steder jeg er kommet. Fælles for alle er at der er gået max 1 time før jeg har haft hund på skødet. Min søster har en lille chihuahua som har været mishandlet inden min søster fik hende, og min søster regnede da nok med hun ville hilse på et tidspunkt inden vi skulle hjem (efter et par dage) men hun havde ikke regnet med at Fie indtog mit skød og jog de andre 2 hunde væk (jo også min, han blev lidt tøsefornærmet over ikke måtte snakke med mig for hende). Oftes har dem jeg har besøgt været temmeligt forundrede over deres kæledyr når jeg har været der, men jeg har også har haft mødt ejere der blev direkte ubehagelige over deres kæledyr fortrak mig under besøget. Sidst nævnte har været nogen jeg kun har besøgt en gang og så ellers holdt mig langt væk.
Alt i alt tror jeg gennem tiden der kun er en enkelt hund jeg ikke har kunnet hilse på, det arme skin var skrækslagen. Jeg synes det er så synd når nogen arbejder så lidt med sin hund at den bliver panisk over at se et andet menneske end dens ejer, så jeg tilbød ejeren at hjælpe med at træne hendes lille hund så den ikke var så bange og jeg var nær gået bagover at svaret. “Nej tak, jeg fortrækker det sådan her, så løber han ikke hjemmefra eller hen til folk…”
Nogen folk bør bare slet ikke have lov til at have dyr.
Nogle mennesker har åbenbart bare et eller andet. Hanne Lindvig præsterede fx at være her i 5 min. og have Chili til at myldre rundt om benene på sig og gnide sig op ad ting og forlange at blive nusset Jeg var ved at falde ned ad sofaen. Da Chili lagde sig hen i et kradsetræ, sad de og snakkede sammen på tværs af rummet - blinkede til hinanden, og Chili æltede med poten ud i luften. Det var helt vildt
Så du er mere end godkendt her i huset, Hanne :høhø:
Min veninde havde på et tidspunkt en kæreste, som var med hende på besøg her, og som skubbede Florian ned af bordet på en måde, så Florian faldt uheldigt. Han er jo ikke ligefrem den mest elegante kat, og det der med at lande på benene har han ikke hørt om. Jeg sagde ikke så meget, bare at man altså skal løfte Florian ned, ikke skubbe, men jeg tænkte mit… Det viste sig så også, at ham kæresten ikke var værd at samle på…
Man ved meget om et menneske, når man ser, hvordan de behandler børn, dyr, og medarbejdere i servicefag.
[QUOTE=galath;1293096]Nogle mennesker har åbenbart bare et eller andet. Hanne Lindvig præsterede fx at være her i 5 min. og have Chili til at myldre rundt om benene på sig og gnide sig op ad ting og forlange at blive nusset Jeg var ved at falde ned ad sofaen. Da Chili lagde sig hen i et kradsetræ, sad de og snakkede sammen på tværs af rummet - blinkede til hinanden, og Chili æltede med poten ud i luften. Det var helt vildt
Så du er mere end godkendt her i huset, Hanne :høhø:[/QUOTE]
Vi snakkede såmen bare “katsk”. Jeg blinkede langsom til hende, og vupti så stod hun ved min side og gned sig op ad sofabordets ben Lidt mere langsomt blinkeri og en stille “smaskelyd” fra min mund, og så var Chilli solgt :høhø: Jeg rakte langsomt en knyttet hånd frem mod hende, og så satte hun ellers sit visitkort på min hånd = stangede til min hånd igen og igen, og lod mig nusse hende hen over ryggen.
Hun var helt vildt SØD da hun lå på kradsetræet og boksede ud i luften. Nøøøøj hvor hun havde det dejligt Havde Ingrid ikke nævnt andet, så havde jeg troet at det var en helt normal adfærd for Chili overfor fremmede.
Her i huset havde en tilsvarende handling som minimum resulteret en kammeratlig samtale, eller - og med overvejende sandsynlighed - i en bortvisning…! :mad:
Jeg var dybt imponeret, og han er vist stadig lidt stolt og smigret. 
Alvin kender jeg ikke godt nok endnu til at vide hvordan han har det med gæster, bl.a. fordi jeg sjældent har gæster. 
Havde Ingrid ikke nævnt andet, så havde jeg troet at det var en helt normal adfærd for Chili overfor fremmede.
:mad: