Jeg står i en situation med min 4-årige hunkat, hvor jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal stille op.
Hun er som sagt 4 år og steriliseret. Hun er MEGET overvægtig, hun er en almindelig huskat og burde nok veje 4kg eller så, men hun er efterhånden helt oppe på over 7 kg. Problemet med hende er, at hun bliver frygtelig sulten. Hun piver, hyler, vræler, kradser på dørene, klatrer rundt på folk og er i det hele taget en pestilens. Det har været et problem siden vi startede projekt slankning for to år siden.
Lige pt. får hun Metabolic fra Hills, og det er det vi har haft mest succes med - faktisk fik vi hende helt ned på 5 kg, hvorefter vi talte med dyrlægen og blev enige om at sætte hende lidt op i foder - altså væk fra “slankediæten” på de 50 g og op til de 70 g, som pakken foreskriver. Det viste sig at være en skidt idé, for hun blev meget hurtigt smælderfed igen. Vi forsøgte undervejs med mere motion, mere leg, men det hjalp ikke en dyt. Nu er vi så tilbage på de 45g om dagen, som pakken foreskriver til en hunkat der burde veje 4 kg. Og hun er nu tilbage til stadiet, hvor hun er sulten HELE tiden.
Altså, hvad pokker gør man? Enten skal vi leve med, at hun hyler, piver, vræler og generelt er belastende, eller også får hun så meget foder at hun bliver fed. Jeg har ikke spor lyst til nogen af delene, der er jo ikke noget af det er ideelt, men jeg synes simpelthen vi har prøvet alt efterhånden.
Vi har forsøgt:
vådfoder som supplement
foderbold
de der specielle madskåle, som katten skal kæmpe lidt for at få mad ud af
flere forskellige slags slankefoder, både vådt og tørt
mere leg og motion - herunder masser af nyt legetøj
kun tørfoder
kun vådfoder
Så hvad pokker gør jeg? Skal jeg lade hende sulte og forsøge at ignorere det? Eller skal jeg give hende det ekstra mad og så må hun bare være fed? Eller er der nogen af jer der har nogle tricks i ærmet? Hun er tjekket ved dyrlægen flere gange, og hun er rask og frisk. Dyrlægen mener, at hun måske bare er meget nøjsom. Hun er en huskat, hvor vi ikke ved hvad der er blandet i hende, så jeg ved ikke om det kunne være noget genetisk. I hvert fald er jeg efterhånden desperat, vi vil jo vores kat det bedste, men efterhånden ved jeg simpelthen ikke hvad det bedste er længere.