Har fået vagtkat. Nogle tømrere skal reparere mit skur som står inde på min terrasse. Da Guliver så dem, knurrede han. Jeg var flad af grin 
6 Synes om
Sådan en kat har jeg også haft, min Emilius knurrede ofte af ting udenfor, hvis han mente de var farlige. 
2 Synes om
Han knurrer også af fremmede katte og ukendte lyde. Forleden lå han under tæppet og kunne høre nogle børn udenfor. De fik også lige et knurr med på vejen 
6 Synes om
Det er skægt så forskellige orientalere kan være. Jeg er vild med, at de i så høj grad har deres egne individuelle personligheder. 
Her hjemme holder Knud sig væk fra alt ukendt, Fritzz løber både fremmede mennesker og dyr i møde med begejstrede hilsner, og Finn observerer nysgerrigt på betryggende afstand. 
5 Synes om
Ja, det er en meget alsidig race og så kan de lyde så forskelligt. Fra en lille pibelyd til tågehorn
3 Synes om
Her er det Flappe, der er tilpas nysgerrig til han skal se, hvem der kommer. 
Frank holder øje på behørig afstand, og hvis han tør… så gør Solo måske også… eller så ombestemmer han sig, hvis nogen kigger på ham 
5 Synes om
Det samme oplever jeg med huskatte, men der kan jo også være hvad som helst i dem. Alvin er let at skræmme, men han er også vildt nysgerrig, så han skal helst have sin næse i alt. Bliver ikke skræmt af støvsuger, boremaskiner m.m. Og det er på grænsen til at man har ham siddende på skulderen, mens man laver ting han synes er spændende. Jeg kan grundlæggende ikke åbne mit klædeskab uden han skal ind i det. Og alle steder han kan hoppe op på, bliver hoppet op på. Foruden han både snakker meget og råber, han elsker at råbe! Og heldigvis er han også kælen og kan godt kikke en dybt i øjnene. Han er nok det levede væsen jeg har haft mest dyb øjenkontakt med. Han veksler gerne mellem at slet ikke gide en, til nærmest ikke kunne komme tæt nok på mig. Så enten ligge på mig, gerne helt op i hovedet, eller mellem mine ben, eller klistret op af siden på mig, og lige sætte en klo i mig, hvis jeg ikke kikker nok på han, eller aer ham nok. Han er så ikke særlig klog, og jo han kender da mine vaner, men aflæse mig, det kan han ikke. Alvin tjekker næsten altid gæster ud, for han skulle jo nødig gå glip af noget. Og han kan også finde på at ligge ved/på dem, men det er lidt forskelligt fra gang til gang.
Hannibal jeg havde, tog alle med storm. Han var så kælen og var overbevist om alle ville kæle ham, og det var også de færreste der kunne modstå ham. Han var en meget stille kat, faktisk for stille, man kunne stå på hans hale, uden han sagde noget, han kikkede bare meget trist på en. Han sov i ske med mig, 1/3 af tiden. 1/3 af tiden sov han et andet sted i sengen, og den sidste 1/3 sov han gerne på en stol. Og han gjorde det gerne i perioder, så ca. tre måneder af hver, så blev der skiftet. Han miavede kun når han skulle lukkes ind, eller jeg skulle komme ud og rose ham for at have fanget en mus eller fugl. Hannibal var min store katte-kærlighed, min soulmate. Vi var meget knyttet til hinanden, og jeg ved fra min gamle overbo, at hun altid kunne se hvornår jeg var på vej hjem fra job, for Hannibal kom ind i haven en halv til hel time før jeg kom hjem. Til trods for mine meget skiftende arbejdstider. Jeg har engang kørt ham til vagtdyrlæge, langt pokker i vold fra hvor jeg boede, fordi jeg var sikker på at han var syg. Til trods for at der intet var at mærke på ham, men jeg kunne mærke det i min krop, jeg vidste der var noget galt, jeg vidste bare ikke hvad fordi han opførte sig helt normalt. Han havde så forstoppelse og dyrlægen var “det var så godt du kom med hjem, det var tæt på at gå galt” Men jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, da han spurgte hvordan jeg havde opdaget det. Havde ikke lyst til at sige til en fremmede, “jeg kunne mærke i min krop, at han var syg”. Alle kunne lide Hannibal, selv to kvinder fra min opgang fik han omvendt, fra kattehader til at kalde på ham hvis han ikke var i haven når de kom der ud. For de havde begge to for vane at ligge sig i haven og læse lektier, og det mente Hannibal jo måtte betyde at han skulle ligge på det de læste og blive nusset. Og ja, til sidst savnede de ham hvis han ikke kom.
Emilius var næsten kun hjemme for at spise, da han var fritløber. Han elskede sin store skov, og gik aldrig over vejen. Han var absolut ikke kælen. Så flyttede vi og han blev indekat, og viste aldrig tegn på at ville ud eller at savne sit udeliv. Til gengæld kom der en anden ro på ham. Når han altså ikke lige tog sine løbe-råbe-ture. Så løb han rundt, og med godt lyd på imens. Total underholdende! Og langsom blev han mere kælen og gladere for mig. Til sidst kunne godt putte med mig i sofaen, men han gad ikke i sengen. Skulle jeg have ham til at ligge i sengen mens jeg fx. så tv, så skulle jeg ligge et blad ved siden af mig, så lagde han sig på det. Da jeg havde ham, havde jeg ikke kradsetræer, for den slags gad han ikke. Til gengæld havde jeg altid en frisk hyldegren, for dem elskede han at sætte sine kløer i. Nøj det svinende, men ja sådan var det jo. Emilius og jeg var ikke voldsomt knyttet til hinanden, fordi det tog ham så lang tid at blive glad for mig. Altså jeg elskede ham, men mest på afstand. I stedet måtte jeg kun nusse ham med mine fødder, mens jeg sad på toilettet. Han blev aldrig en rigtig kælekat, men jeg kan jo ikke have kat uden at elske den, så ham elskede jeg også. Og så var der andre katteting ved ham, som var skønne.
Emina var en kat der havde med at opholde sig i et andet rum end jeg var i. Gad sjælden gæster, og var sindssygt bange for støvsuger, boremaskiner og alt der larmede. Med tiden blev hun også mere opsøgende, og kunne finde på at sove i sengen med mig, altid liggende op af min hofte. Hun elskede nullerputter, og at sidde eller ligge i vinduer. Råbte når hun mente hun døde af sult, ellers sagde hun ingenting. Vi kunne lege ta’ fat og gemmeleg sammen. På mange måder var hun en meget stille kat, men hun var en stor personlighed, og vi var rigtige gode til at aflæse hinanden. Næst efter Hannibal, er hun en af de katte jeg har følt mig tætteste med.
Alle mine katte, på nær Alvin, har været virkelig velopdragne. Gjorde sjældent ting de ikke måtte, jeg kunne gå fra min mad uden de rørte den. Emilius skulle dog lige over sin killing-periode først, men derefter var der ikke rigtig noget. Mine katte gik ikke på borde, hoppede ikke op steder de ikke måtte o.s.v. og så fik jeg Alvin… Han gør nærmest alt, både hvad han må og ikke må. 
Heldigvis er han køn og kan også være rigtig sød. Jeg har elsket alle mine katte, for deres særheder og deres sind, og jeg håber det aldrig bliver nødvendigt for mig at leve uden kat. 
Jeg vil hellere dø tidligt med kat, end gammel på plejehjem uden kat.
8 Synes om
Tænkte det samme som @Enki - har dog også oplevet kuldsøskende med vidt forskelligt temperament, men de behøver naturligvis heller ikke at ha’ nøjagtig samme gen-bank… 
Uanset tror jeg bare man må konkludere, at alle dyr - såvel som mennesker - er individer med forskellige personligheder… 
9 Synes om
Det er nøjagtig sådan Flappe og Solo er 
som nat og dag
7 Synes om
Jeg sku’ jo nok ha’ skrevet “huskattekuldsøskende” - men er nu egentlig ikke overrasket over, at det også gælder racekatte… 
3 Synes om
Helt enig! 
4 Synes om
Enig… Vi kan endda se forskel i temperament på vores ørkenrotter 
De er far og søn.
Vi har også en brite, der er stik modsat det man hører om briter på mange punkter. Vores to EUR, der er meget tæt familie, opfører sig også vidt forskelligt
5 Synes om
Det gælder katte generelt, er jeg sikker på. Mine katte har også været meget forskellige og jeg husker især et kuld jeg havde, hvor der især var to drenge der skilte sig ud. Den ene var rolig, eftertænksom og klog. Han skulle altid hjælpe mig med at inspicere, når der skulle tømmes kattebakker. Han var peacemaker blandt sine søskende og intet kunne hyle ham ud af det. Han kom ud til et par, der opdrættede hunde og han elskede de hunde lige fra dag et - selvom han aldrig havde set en hund før. De havde en anden kat, som var virkelig bage for hundene, men min kat lærte den anden, at der ikke var noget at være bange for.
Hans kuldbror var simpelthen så dum som en dør og kom altid galt afsted. Til gengæld var han elskelig og sød. Jeg kaldte ham Lorte Albert, fordi han var så nysgerrig at, når en af de andre gik på bakken, skulle han se hvad de lavede. Med det resultat at han hele to gange måtte i bad, fordi han fik lort ovenpå hovedet 
Men sød - det var han 
Min avlskat, Isis var den mest intelligente kat jeg har haft. Hun var en ener og jeg savner hende så meget, at jeg faktisk stadig har svært ved at tale eller skrive om hende. Hun var min soulmate.
Jeg havde netdør i ud til min altan og hun løftede krogen af døren og åbnede den. Så satte jeg endnu en krog i forneden, men så lærte hun sine killinger at pille den af, mens hun selv pillede den anden af. Først da jeg satte en 3. krog på, opgav hun. Hun var en lille kat af statur, men en rottweiler indeni. Hun var min vagtkat og var ikke bange for noget som helst.
Vaffel, som jeg har nu, er godmodigheden selv, men en kryster af rang. Han er så tålmodig og meget tæt knyttet til mig. Han elsker at hænge som en sæk over skulderen og han skal helst putte tæt på mig og i hvert fald være i samme rum som mig hele tiden. Han snakker rigtig meget og fortæller lange historier. Især når jeg er optaget af andet end ham. Han er den eneste russer jeg har haft, der snakker så meget.
Så ja - katte er bare så forskellige og med store personligheder på hver deres måde. Ikke så sært at de kryber under huden på en. Og nu sidder jeg og vræler, fordi Isis pludselig kom så nær igen… Nøj hvor jeg savner hende 
10 Synes om
Jeg måtte også fælde nogle tåre da jeg skrev om mine. 
5 Synes om
Njarh, de minder jo bare hver især om forskellige i deres nærmest familie. Hugo slægter sin novice mor på mere end han slægter sin far på, og Rhys ligner også bare sin mor en del 
1 Synes om
Det er sjovt, for jeg oplever det omvendt. Jo alle katte er individer, men nøj der er også bare ting, der går på tværs af racer! Maine coons lægger sig som regel ned når de bliver pressede, der er en grund til alle erfarne stewarder ved hvad et birmafnys er. Man er ikke i tvivl om man hører en orientaler eller en maine coon miauve i dyrlægekøen - eller for den sags skyld en korat! Briter har det bedst med alle fire ben på jorden, osv., osv…
Og efter små 15 år med flere individer af 2 forskellige racer er der klart bare nogle træk som afskiller de to racer, og som de ikke har tilfældes
6 Synes om
@solveig ,
@Enki
Hvor skiver i begge to så godt, om jeres katte og i beskriver jeres katte så godt, så jeg føler jeg kan fornemme, jeres forskellige kattes personlighed. Slet ikke itvivl om de er højt elsket og savnet.
Tak for fin beskrivelse
Med venlig hilsen beimis ejer
2 Synes om
Det ved jeg, men det giver jo stadig to meget forskellige katte selvom de er nært beslægtede. Jeg husker også Peyton som meget anderledes end Hugo, selvom de er brødre.
Det er vi helt enig om. De fleste af de ting, du nævner, kender jeg også til uden at være steward Måske jeg har misset det, men synes ikke nogen har skrevet, at de ikke mener, der er racekarakteristika?
For mig er det bare interessant, at der kan være så store forskelle på katte/individer, selvom ‘racegrundtrækkene’ er der. Fx skal Muffe være plantet solidt på gulvet på rigtig britemaner, men han er klar på at blive klappet af alt og alle.
2 Synes om
Jeg syntes normalt ikke huskatte er snakkende, jeg har hvertfald ikke oplevet det i samme omfang som Simba er…
Jeg joker med der som er siameser gemt i ham et sted, da han både snakker meget og nogle gange “vræler” ligesom de kan finde på at gøre
Men det har nu sin charme at have en kat der svare når man siger hej (så siger han de fleste gange “ruh”) eller “svarer igen” når man skælder ham ud
Har opdaget han tit kaldet mig for “Ruh” og min datter for “Mh” når vi siger hans navn
Tit kommer han først hvis jeg siger Rrruh og ikke Simba
3 Synes om