Tjoo men du vil vel altid gå efter nogle bestemte katte, og derefter undersøge dem og deres bagland? Så hvis man bare fik et lagkage diagram over få brugte avlskatte, så ville det jo være et ligeså stort arbejde at undersøge alle dem -tihi
Men det kan være ret spændende faktisk - jeg har en (nu afdød) yndlingskat, og ville for længe siden rigtig gerne have noget ala hende. Jeg ledte og kiggede alle steder, undersøgte Pawpeds, internettet, opdræt osv - og fandt stort set ikke noget i avl mere efter hende og hendes søskende og forældre… desværre. Spurgte til sidst opdrætteren, og hvis jeg fandt noget ville hun sørme også gerne have noget -tihi Heldigvis har jeg et orakel på hånden der ved meget, og som kunne fortælle hvorfor lige den familie var “lukket” - tilfældighedernes spil… blandet med ufrugtbarhed (vist nok) - og det var en super spændende men (selvfølgelig) også lidt kedelig oplevelse, for så kunne jeg ikke få en direkte efterkommer -tommelned
Kan godt huske din historie og jeg tror godt jeg kan huske hvilken hunkat også.
[QUOTE=Justice;56170]
Tjoo men du vil vel altid gå efter nogle bestemte katte, og derefter undersøge dem og deres bagland? Så hvis man bare fik et lagkage diagram over få brugte avlskatte, så ville det jo være et ligeså stort arbejde at undersøge alle dem -tihi[/QUOTE]
Det kunne måske guide mig i “en sjælden” retning og gøre mig mere sikker på at det jeg gjorde var vigtigt hvis der var en linje som uden grund ikke blev brug nok. Det er sådan jeg tænker. Det er en hypotese.
Lagkagediagrammet var en joke. Men ikke desto mindre prøver jeg at husketænke tavler sådan.
Indavl kan, som alle øvrige kombinationer, være både godt og skidt.
Bliver det pæne og raske killinger var det en god kombination, bliver det ikke, var det en skidt kombination.
Sandsynligheden for at få det hænger jo sammen med, hvad der er af gode/dårlige ting i linierne.
Jeg har intet problem med, at nogen vælger at lave tætte parringer, for måske at stabilisere noget i deres opdræt.
Men gør man det i flere generationer, tror jeg man - på længere sigt - kan komme ud i store problemer.
[quote=Lis Dahlstrøm;50319]Indavl - linieavl, “kært” barn mange navne, er i manges øjne den store “stygge ulv”. Det skal ikke fortåes som jeg er stor tilhænger af indavl - men jeg vil hellere indavle lidt, dermed menes ikke meget tæt, på noget jeg kender end udavle på noget jeg ikke aner noget som helst om.
Min race aby’en har en solid genpulje - for nogen kan det dog være vanskelig at komme ind og købe avlskatte og parringer - da de med de spændende katte er meget restriktive og ikke gerne tager ikke vel kendte og lige så restriktive opdrættere ind.
Hvad der virkelig har min interesse, udover hvor tæt jeg parrer, er kendkab til hvad der gemmer sig i anerne i mange, mange generationer - det går jeg langt mere op i end en smule indavl.
Hvad gemmer anerne har jeg selvfølgelig rimelig godt styr på på mine egne katte - også kendskab til en del katte jeg ikke selv har. Jeg køber aldrig en parring eller en kat uden at få at vide hvad anerne gemmer - kan jeg med den den viden jeg har se der “pyntes” på sandheden, er det ikke der jeg lægger mine surt tjente penge - heller ikke der hvor der ingenting er overhovedet - selv uden at ha’ set stamtavlen ved jeg det er løgn.
En ting er det man kan teste for, det er det mindste problem. Der er mange ting der ikke kan testes for - der er ting vi ikke kender arvegangen på - de polygeneting lidelser er virkelig svære at finde hoved og hale i. Jeg ved nogenlunde hvad jeg har - får jeg ikke viden om hvad jeg tilfører med nye katte/parringer kan det gå temmelig galt. Der er “ting” jeg ikke vil røre ved med en ildtang ligegyldig hvor smuk og vindende katten er.[/quote]
Hejsa
det jeg syntes er aller sværest ved avl er, at alle opdrættere ikke er ærlig om hvad de har på deres linier
fatter ikke hvorfor det skulle være en skam
personlig syntes det det er mere “skam”, at lade være med at være ærlig. Det giver vi andre problemer senere, og så ved vi måske ikke hvor det kommer fra.
det jeg syntes er aller sværest ved avl er, at alle opdrættere ikke er ærlig om hvad de har på deres linier
fatter ikke hvorfor det skulle være en skam
personlig syntes det det er mere “skam”, at lade være med at være ærlig. Det giver vi andre problemer senere, og så ved vi måske ikke hvor det kommer fra.
Hilsen Heidi[/QUOTE]
Det har du nem’li helt ret i. Med tiden lærer man hvem der er ærlig og hvem der ikke er.
Hvad er det for noget pjat - man snakker gerne om sønnens lidelse - eller faderens - næsten på en måde som man opfatter et som jo værre jo bedre . Det virker som når det kommer til dyrene er det tabu - de må intet kunne komme til at fejle.
Præcis derfor sælger jeg meget få avlskatte - ligegyldig hvor lidt jeg lægger i hvad jeg ser er jeg nødt til at fortælle det til dem der har købt - det kan være det mener noget andet.
Men ikke desto mindre prøver jeg at husketænke tavler sådan.