Ham er lækker-lækker… 
ham ville jeg godt sove med, selvom han snorker… :høhø:
Det gættede jeg nu også på :cool2:
Ih, skønt at høre de allerede er blevet så gode venner 
Så er det vidst snart på tide der kommer nogle fællesbilleder af dem, på banen? 
Jaaa, det er SÅ dejligt de er venner nu…
Den lille er altså også en rigtig lille ballademager, han er GODT fremme i skoene. Før klatrede han op i toppen af klatretræt og SPRANG ned igen, altså sådan noget tør Romeo SLET IKKE. Han klatre op, og klatre baglæns ned…og har altid gjort det. Så jeg tror vi er ude i noget ‘når modsætninger mødes’…
[QUOTE=Helene;606359]Jooo, det er sgu en familie lidt ud over det sædvanlige…
Min mand er pt med i en valgvideo for SF - du kan more dig over ham her
LOOOOOOOOOL[/QUOTE]
… :klapper:
Det er simpelthen den sejeste valgvideo jeg længe har set … ham er du da heldig at have gående derhjemme! -Jeg måtte ligesom de andre lige kort overveje om kattegales CSI-woman mon var kæreste med Kamal Qureshi eller Mr. Schwarma (eller Kebab, som vi kalder det på Vestsjælland hvor jeg er fra) og hvor er du heldig … jeg spiser godt nok ikke rigtigt kød længere, men jeg er da blevet helt sulten nu. :surrender1:
… Og nå ja, så ville jeg lige sige, at jeg har siddet og kigget spændt med herinde siden i går, når jeg ikke har svedt over min eksamensopgave, der skal afleveres i morgen (og som heldigvis snart er færdig! Jeg skal bare liiiige lege hug en hæl og klip en tå med 2000 tegn 
). Hvor er det dejligt at høre, at det ikke tog længere tid før de var pot og pande! Kan godt forestille mig at det er ganske frustrerende, når kattene ikke lige kommer overens lige med det samme - men sådan er det jo nok desværre… Nu ved jeg lidt mere, når det er min tur næste år. - Tillykke med Liam! :juhu:
Kære Helene.
Stort tillykke med Liam …Liam - smukt navn.
Skøn tråd - og ja, vi må da se nogle billeder af de to.
Neeej, ingen Qureshi her i huset, men jeg kender ham, han er i øvrigt også læge. Meeen han er jo en knægt, fra 1970…
Uha, jeg må da hellere lade være med at vise manden disse kommentarer, ellers får jeg da aldrig fred for selvfedheden:D
Nej, han er go’ nok den gamle…så kan han måske indse at grå stænk i håret ikke er så slemt endda!
Dejligt at læse opdateringerne i dag. En udramatisk sammenføring helt efter bogen - og rimeligt hurtigt endda.
Ikke noget at bekymre sig over, kattene finder ud af det selv, og vi mennesker skal bare være tålmodige.
Var det ikke det, vi sagde, Helene? 
p.s. Glimrende valgvideo - Qureshi’s mareridt er jo ikke helt løgn… :S
[QUOTE=Helene;606425]Neeej, ingen Qureshi her i huset, men jeg kender ham, han er i øvrigt også læge. Meeen han er jo en knægt, fra 1970…
Nej, det kunne jeg heller ikke helt få til at stemme.
Jeg har for snart en del år siden arbejdet sammen med hans eks, som også er læge.
Ja, vi sagde jo det ville gå 
Mht Liams skyhed … som jeg siger … i løbet af kort tid vil han være, som han var hos opdrætter 
Ja, det håber jeg Vivi, men han var jo så lille da jeg så ham, og i den alder kan der alligevel nå at ske en del. Føler bare at han ikke er socialiseret godt de sidste uger og at det er derfor han nu er sky.
Romeo var da også lidt sky, men på den sunde måde…hvis du forstår hvad jeg mener.
Og jeg har jo haft katte før, og har aldrig oplevet en så markant skyhed. Han er IKKE vant til at være i hænder, det er meget tydeligt. Tror faktisk kun han har været i hænder når hun har skulle tage billeder af ham, eller der har været købere forbi…lyder frygteligt, men det er sådan en mavefornemmelse jeg har.
Hvis jeg fx sidder i sofaen og Liam stiller sig tæt på og kigger på mig, og jeg så forsigtigt rækker hånden frem, så styrter han afsted…
Hvis han fx ligger i hulen og ser en af os kommer gående mod ham, så flygter han også…
HVIS man så får fat i ham, så vridder han sig, piver og vil ned…og hvis man skal have kontakt med ham, så skal der arbejdes for det dvs så skal man fange ham.
Alle de ting har jeg bare aldrig oplevet før. I hvert fald ikke så stærkt.
Jeg kan bedst sammenligne ham med en kanin vi engang fandt ude i skoven…
Men jeg er da sikker på vi nok skal få glæde af ham og at han med tiden bliver en god kælekat, men det bliver noget der skal arbejdes med og på…
[QUOTE=Helene;606446]Ja, det håber jeg Vivi, men han var jo så lille da jeg så ham, og i den alder kan der alligevel nå at ske en del. Føler bare at han ikke er socialiseret godt de sidste uger og at det er derfor han nu er sky.
Romeo var da også lidt sky, men på den sunde måde…hvis du forstår hvad jeg mener.
Og jeg har jo haft katte før, og har aldrig oplevet en så markant skyhed. Han er IKKE vant til at være i hænder, det er meget tydeligt. Tror faktisk kun han har været i hænder når hun har skulle tage billeder af ham, eller der har været købere forbi…lyder frygteligt, men det er sådan en mavefornemmelse jeg har.
[/QUOTE]
Okay - det lyder ikke så godt.
Ofte vil jeg faktisk sige det er modsat. At killinger kan blive mere sociale, når de flytter i nyt hjem.
[QUOTE=Vivi_Fletcher;606449]Okay - det lyder ikke så godt.
Ofte vil jeg faktisk sige det er modsat. At killinger kan blive mere sociale, når de flytter i nyt hjem.[/QUOTE]Nemlig, for det er også min egen erfaring. Tror selvfølgelig også han falder til og bliver social, og tror faktisk også han allerede er et skridt på vejen til at blive mere social end han ville have været hos opdrætter. Men der er lang vej endnu til sofahygge, kæl og tillid…desværre.
Er sikker på, at Liam nok skal blive social og en rigtig nussegøj…
Lige nu har han travlt med at finde sig til rette sammen med Romeo - og alt det nye.
Er lidt i tvivl om, hvordan du skal tackle det - men når han f.eks. er kørt helt flad af at hærge, hvor putter han sig så ??
Lige dér, hvor han er dejset om - kunne man måske nappe ham og lade ham sove lidt hos dig …?? 
Mine abykillinger kan også virke “sky”, hvis man prøver at tage dem op, når de leger eller har fokus på noget andet. Jeg tror det er en generel killingeting, at de er sådan.
Hvis han ligger og slapper af, kan du så ikke nusse ham der?
[QUOTE=Vivi_Fletcher;606576]Mine abykillinger kan også virke “sky”, hvis man prøver at tage dem op, når de leger eller har fokus på noget andet. Jeg tror det er en generel killingeting, at de er sådan.
Hvis han ligger og slapper af, kan du så ikke nusse ham der?[/QUOTE]
I den alder kan mine killinger nu osse risikere at få etikken ‘sky’ på sig, for mine vil absolut ikke bæres rundt på ( En brite skal osse tilvænnes at blive båret på, mens de er små finder de sig fint i at deres ‘mennesker’ tager dem i armene, men ikke fremmede - Og Liam anser nok ikke hans nye ejere som kendte endnu ) I det hele taget synes jeg at killinger mellem 10 - 15 uger, er lidt bange for hele verden. De er lige blevet vænnet til ( af deres missemor ) at stå på egne poter, og så er det at mange, især nye ting virker skræmmende. Jeg mener stadig at ALTING skal foregå i killingens tempo, hvis den ikke vil bæres og kæle, så lad den være, den skal nok selv opsøge det - Lad socialiseringen komme i takt med at killingen bliver tryg. Det vigtigste lige nu er at misserne bliver venner, alt andet skal nok komme helt af sig selv
Ingen af mine - yderst sociale - sia/orier gider/har gidet sidde på arm. Jeg har langsomt vænnet dem til at det er okay, og det bliver bedre med årene. Men som killinger? No way! :noway: Og de er altså hverken sky eller usociale, tværtimod. De gider bare ikke bæres på, de vil ha’ deres selvbestemmelse 
Tullen der er 2 år nu, skal stadig NED. NU! Omgående! Men hun er også en helt speciel duracel-udgave :rulleøjne:
Jeg ved selvfølgelig ikke om det er det samme med ham her, men måske? Generelt har de killinger vi har haft så meget krudt bagi de første uger, at de heller ikke har haft meget tid til det dér kæleri - slet ikke, når der var en artsfælle at lege med. Det er kommet senere
Hvad hvis du lokker med legetøj, vifter med drillepinde og sådan noget. Kommer har så heller ikke hen til dig?
:)
Silke vil absolut heller ikke bæres !!!
Men jeg har nu heller aldrig brugt at bære rundt på hende, hun har 4 ben at gå på…
Nu prøver jeg lige at komme med et konkret billede af mine oplevelser i dag.
Først, når Liam sover, så lægger han sig enten under sofaen eller under sengen - og det er helt fint. Han er ikke så tryg endnu at han tør sove uden tag over hovedet, og det synes jeg giver rigtig god mening.
Når han vil pause den lidt, så tyer han også til sofa og eller seng. Men han kan ikke lokkes til leg. Jeg har forsøgt med drillepind, bold og ALT hvad der kunne være interessant, men han kommer ikke ud, og ligger bare og følger det med øjnene. Fair nok, han er stadig utryg.
Det som bekymrer mig er, at han er SÅ sky, at bare jeg går hen over gulvet, så STYRTER han afsted dvs vi har slet ingen kontakt. Og mit dilemma er, om jeg skal fortsætte med den manglende kontakt, eller om jeg skal opsøge kontakt - og får tanker som, jamen jo længere der går uden kontakt til nogen i familien, jo mere vil han måske synes det er godt med manglende kontakt…altså at jeg lige som støtter ham i hans skyhed og derved kommer til at være medvirkende til, at han forbliver sky ved at lade ham forblive sky.
I dag legede han dejligt med Romeo i gangen og virkede travlt optaget, men bare det at jeg skulle hen til køleskabet gjorde, at han STRØG ind under sofaen. Da han så fandt ud af at jeg ikke var efter ham, så kom han ud igen. Men da jeg så skulle på toilettet, så strøg han ind under sengen…
Og selvom han ligger i hulen i stuen, så bare det at jeg træder ind i stuen efter fx en tur på toilettet og der er ca 5 meters afstand mellem os, så styrter han ind under sofaen…
Synes vi er lige som magnet og modpol. Uanset hvordan jeg end forsøger at nærme mig ham, så kan kontakten ikke lykkes…
Og han er RET glad for den der hule, men han bliver kun liggende hvis jeg/vi sidder helt stille. Bare én rejser sig, så tager han flugten…
Så jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal gribe det an…for jeg tror altså ikke helt på, at han selv kommer lige pludselig.
Tidligere da han lå og blundede under sengen, så flyttede jeg sengen tilside og tog ham op. Det tog han så meget pænt, men jeg kunne mærke hjertet hamrede og han peb også en hel del, men jeg lod der være luft mellem hænderne, så han ikke direkte følte sig fanget. Tror jeg brugte små 10 minutter på at kæle ham og tale forsigtigt med ham, og han slappede også lidt af tilsidst og lod ham ligge alene, mens jeg forsigtigt aede ham, så han fik fornemmelsen af, at hænderne er okay og at det også var okay at smutte - og det gjorde han så også…
Men umiddelbart efter, så kunne jeg godt færdes LIDT omkring ham, uden han flygtede, men da jeg så kom inden for de der 2-3 meter, så løb han ind under sofaen igen…
Så jeg ved sgu ikke HELT hvordan man tackler sådan en situation, for jeg har aldrig prøvet den før og synes jeg famler lidt i mørket…
Hmmm … det lyder godt nok lidt som om han er bange for jer.
Hvor gammel var han, da I besøgte ham hos opdrætter?
Og hvad siger opdrætter til situationen?