Havde i 2 døgn, prøvet at vænne mig til tanke om, at min elskede hund skulle her fra.
En umulig opgave…og sikke mange tårer man indeholder.
Han startede med at halte for 1½ år siden og dyrlægen tog røntgenbilleder af ham.
Han havde kraftig slidgigt på begge albuer.
Typisk for en hund i en flok, at skjule smerten. Så da vi fandt ud af der var noget galt…ja, da var det rigtig galt.
Han får Metacam hver dag og vi mærke ikke til, han fejler noget…
Så skete der det mellem jul og nytår, at han et par gange ikke ville støtte på det ene forben. Lige så hurtig som det kom, var det væk igen.
Jeg var bange for hans forben gik af led. Ringede til dyrlægen og hun sagde hun gerne ville se ham, men at vi nok skulle forberede os på at sige farvel til ham.
Og der gik min verden helt i stå
Så de sidste par dage er gået i en rus. Aldrig har jeg grædt så meget.
Og der imellem har jeg forsøgt, at finde ud af det praktiske omkring det, bla. hvor han skulle kremeres, hvordan han skulle komme dertil osv.
Og igår eftermiddag skulle dyrlægen se ham.
Hun var MEGET grundig og trykkede ham over hele kroppen.
Og fandt ud af han også havde begyndende gigt i bagpartiet. Jeg kunne godt høre hvor det hele bar henad…
Men så overraskede hun mig fuldstændig, ved at sige, at som han så ud i hans øjne og så glad og tilfreds han virkede, ville det være fuld ud forsvarligt, at afprøve noget andet til ham.
Han skal nu have en indsprøjtning i ugen i 4 uger med et stof der hæmmer det der nedbryder brusken og som også producere brusk.
Senere kunne vi smertebehandle ham anderledes, men hun mente ikke det var det vi skulle lægge ud med.
Behøver jeg fortælle hvor glad, lettet og lykkelig jeg blev??
Jeg ved godt, det er lånt tid. Han bliver 10 år om 2 uger, så den dag kommer hvor han skal herfra, men lige nu vil jeg bare nyde hver dag, jeg har med ham.
Til jer der læste med hele vejen…tak skal I have.
Jeg havde sådan brug for at få det skrevet ned.