Jeg læste for nogle uger siden en klumme, hvor den kvindelige skribent skrev om emne “Ekskærester” og de følelser der især knytter sig til ens kærestes eks.-kærester.
Kan ret mange af os ærligt hævde, at vi ikke indimellem spekulerer på hvem det er, vores kæreste har været forelsket i før os – ja måske endda elsket?
Hun kommer ind på noget helt centralt, som mange af os helt sikkert har spekuleret over, men helst ikke indrømmer at vi har, for vi vil jo så gerne fremstå som tolerante og upåvirkede af kærestens fortid.
Skribenten fortalte om sine ”forbudte” tanker: ”Har han kysset hende lige så lidenskabeligt som han kysser mig?” – ”Har han set på hende med den samme ømhed i øjnene?” - ”Hviskede han kærlige ord i hendes øre?” ”Vidste hun at han nyder at blive nusset i nakken?……. Alle de ting vi ikke ønsker at vide, men som rumster i vores sind alligevel.
Er det kun kvinder, eller gør mænd sig også disse tanker?
Uanset hvor svært vi følelsesmæssigt har det med at kapere det faktum, at vores kæreste har næret dybe følelser for en anden, kysset en anden med den inderlighed som vi kender så godt, dyrket lidenskabelig elskov og delt romantiske planer med en anden, så er det summen af alt det, der gør vores kæreste til den person han/hun er i dag. Det er alt det som har formet ham/hende til lige præcis den mand/kvinde vi er så inderlig forelsket i.
Selv om vi erkender, at vores kæreste er præcis den pragtfulde person, som vi finder så uimodståelig dejlig - så kan nogle af os nok ikke sige os helt fri for at ønske i hvert fald nogle af disse eks.-kærester ud af vores kæresters liv.
Der er eks´er som vi må acceptere altid og med rette har en plads i vores eller kærestens liv. Når vi har fået børn sammen eller vælger en kæreste med børn, så accepterer vi at ”pakken” også includere en eks.-kæreste i kraft at børnenes mor eller far.
Vores eks.kærester har været en del af vores liv, men også af vores familie og venners liv i den tid vi har kendt dem ofte i flere år og ens familie og venner har opbygget et venskab, der ikke altid brydes, blot fordi ens eget forhold til personen ikke overlever.
Der er ingen regler -skrevne eller uskrevne - om at ens eks.-kærester eller ens familie skal afbryde kontakten, når ens forhold er et overstået kapitel, men det er tricky og lidt af et sprængfarligt minefelt….
Selv om mine eks.-kærester har gjort mig til den jeg er i dag og dermed til den kvinde min kæreste forelskede sig i, har de udspillet deres rolle i mit liv og jeg vil have meget svært ved at forstå, at min familie skulle ønske at have kontakt med en person, som jeg ikke selv ønsker at have kontakt med og jeg vil have endnu svære ved at forstå hvad min eks.kæreste ønskede ud af den relation, hvis der ikke er en familiemæssig relation der knytter dem sammen.
Hvad er takt og tone når det kommer til eks.kærester?
Er der en Emma Gad for ens eks.-kærester og ens familie/venner?
Er det naturligt, trods det uacceptabelt i at sige det højt, at man ikke gider skule forholde sig til kærestes eks.-kærester, med mindre der er børn involveret?