Regitze…
Nu nedfældede skribenten/journalisten det her i en klumme og det jeg så vælger at undlade at fortælle, i det jeg jo søger at få en debat i gang, er at hun rent faktisk slutter sin klumme af med at hylde de kvinder kæresten har haft i sit liv.
Noget jeg syntes er påfalden er at flere af jer benævner hendes tanker som værende “jalousi”, “konkurrencepræget” og ”tegn på manglende selvtillid, selvsikkerhed og selvagtelse".
Jeg kan sagtens relatere til hendes tanker, men jeg tænker dem slet slet ikke i de baner men det skyldes jo at jeg er den person som jeg er……
De mænd jeg har elsket, har jeg været enorm nysgerrig på at vide alt om. Hvad har gjort dem til de mænd de er, når jeg møder dem. Opvækst, skolegang, uddannelse, livssyn, hvilke mennesker har haft indflydelse på deres liv? Selvfølgelig har jeg da også været nysgerrig på de kvinder de har elsket. Hvad var der ved lige netop de kvinder, som gjorde at de skilte sig ud fra resten? Jeg har dog aldrig følt jalousi i forbindelse med de ting jeg har erfaret om min kæreste og hans eks´er.
De mænd jeg har elsket er stadig en del af mit liv og det håber jeg altid de vil være. For sev om jeg valgte dem som kærester, har jeg aldrig ønsket at miste den fortrolighed og det venskab vi havde. Heldigvis har de formået at se over deres, i starten, sårede følelser og bibeholdt mig som ven og fortrolig. Det er også de fyre som min kæreste ved at jeg kan finde på at forlade ham til fordel for, hvis de ringer midt nat og har brug for at snakke eller hjælp på anden vis. Det samme gør sig gældende for min kæreste og hans eks.kærester. Jeg tror slet ikke jeg kunne elske en fyr som havde vendt ryggen til en kæreste han engang har elsket….Det er så underlig en tanke for mig!
Da min ældste datters far flyttede sammen med en anden opsøgte hun mig og sagde at hun syntes det var svært at få et ben til jorden i hans familie så længe jeg kom i hans families hjem og tog på cafeture med hans mor. Den tanke havde aldrig strejfet mig at der kunne være et problem, men jeg valgte at trække mig lidt tilbage, indtil hun ligesom havde haft mulighed for at de lærte hende at kende. I dag er hun og min eks´er blevet skilt efter 23 år sammen. Vi kommer stadig sammen og vi har begge et udmærket forhold til hans nye kone.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg har vært utrolig heldig med at mine kærester/eks.-kærester har gået så godt i spænd og jeg med mine kæresters eks.-kærester nå ja og nye kærester. Omvendt så kan jeg også se at det vist er ret typisk for min generation at have det sådan her.
Da mit barnebarn blev døbt her for nogle måneder siden var vi næsten 100 mennesker samlet og det var kun den nærmeste familie og nogle få venner min datter og svigersøn havde valgt at invitere denne her gang.
Min datter havde naturligvis os forældre med samt vores eks´er som jo er bedsteforældre til vores tre børnebørn…Ingen af os er sammen med vores eks´er så de var inviteret med deres nye kærester og ja vi kom så med hver vores nye kæreste….På min svigersøns side er forældrene også skilt og begge gift igen. Alle vi forældre og bonusforældre og deres nye kærester kommer så godt ud af det sammen at vi fortager os mange ting sammen og det er herligt, men for udeforstående kan det være lidt vanskeligt at forstå vores relationer og især når vi så også har de gamle kærester med til f.eks. den årlige udflugt ja så står de fleste da helt af…Mine kollegaer gennem 15 år lærte aldrig at forstå den, men det er jo ikke vores problem. Vi andre hygger os gevaldigt.
Men pyha, jeg er åbenbart ikke den eneste. :høhø:
