Kan se der næsten er gået to måneder, siden jeg sidst skrev.
Det skyldes at der ikke er sket så meget, og at jeg ikke ville skrive noget det ikke blev flyttet med på KG 2.0.
I sidste uge havde jeg sidste gruppegenoptræning. Jeg synes ærlig talt det var begrænset hvor meget jeg fik ud af det, faktisk fik jeg ofte bare knæsmerter ud af anstrengelserne.
Men noget har virket!
I dag var jeg nemlig til afsluttende samtale i sundhedshuset.
Da jeg var der første gang, kunne jeg bukke benet 80 grader. I dag 115 grader.
Første gang definerede vi også fire hverdagsopgaver jeg havde svært ved, så jeg så skulle vurdere hvor svært jeg havde ved dem. 0=kan slet ikke udføre opgaven, 10=kan udføre opgaven som normalt.
Der scorede jeg et gennemsnit på 3,5 første gang - i dag var den oppe på 7.
Og så fik jeg ros for min meget gode ballemuskulatur, hahaha!! (Vi lavede nærmest heller ikke andet en balle-/lårøvelser til genoptræning. )
Jeg kan dog stadig ikke gå på trapper som normalt. Kan tage få skridt op på det syge ben, ved også at hive mig op ved gelænderet. At gå ned er helt umuligt.
Planen er nu er fortsætte som hidtil med daglige øvelser hjemme, både buk/stræk og styrke. Ydermere forsøger jeg at samle al motivation og viljestyrke, og komme afsted i træningscenter to gange ugentlig, så jeg kan træne endnu mere styrke.
Det har været nær umuligt at få en fagperson til at udtale sig om tidsperspektivet. Men som min lillebror pointerede, så er fodboldspillere jo gerne ude minimum et år med knæskader. Har også en ven der er knæopereret fem(!) gange, han fortæller om 1-1½ år før man ikke længere er hæmmet.
Det var ærlig talt ret deprimerende. Jeg synes allerede jeg har gået længe, og der er kun gået knap fire måneder.
Så jeg har også haft en periode hvor jeg har været ufatteligt vred! “Selvfølgelig” pga. min situation, men det gik udover alt og alle. Det var faktisk virkelig ubehageligt. Men jeg er vist ved at få styr på det igen.
Noget der hjælper gevaldigt på humøret, er at jeg har fundet et job jeg kan søge! Det er som kontormedhjælper/receptionist, 6-12 timer ugentlig. Det kan jeg godt! Så krydsede fingre modtages med kyshånd.
På mandag skal jeg til røntgen og tjek på hospitalet. De har sikkert intet interessant at sige, men så er jeg i hvert fald officielt afsluttet, og må klare resten af kampen alene. Glæder mig til jeg er ude på den anden side.