Hvad så i de tilfælde hvor det viser sig at de ældre avldyr, deres søskende mv rent faktisk har problemer?
Alt andet lige er det vel sådan at jo færre killinger der laves på en kat, des mindre er risikoen for at give problemer videre.
Eneste anden mulighed er at vente med at bruge dem i avl til vi er helt sikre på de ikke fejler noget
[QUOTE=Vivi_Fletcher;976230]Hvad så i de tilfælde hvor det viser sig at de ældre avldyr, deres søskende mv rent faktisk har problemer?
[/QUOTE]
Så selekterer man. Dvs. avler mindre (eller slet ikke) på deres nære slægtninge. Det er ikke en mirakelkur i sig selv at avle på ældre katte. Det forudsætter opdrættere, som træffer ansvarlige beslutninger på et informeret grundlag. Fordelen ved ældre katte er, at vi ved mere om dem.
Derfor er der mindre risiko ved at avle på sunde ældre katte af sund familie.
De videregivne problemer reduceres kun, når naturen eller opdrætterne selekterer. Her taler vi om problemer, der først viser sig i en sen alder, og så er der slet ingen naturlig selektion ved “hurtig lukning”. Og “hurtig lukning” betyder, at de relevante avlskatte ligger flere generationer (og flere hold opdrættere) længere væk fra den opdrætter, der får mistanke om problemet.
[QUOTE=Vivi_Fletcher;976230]
Eneste anden mulighed er at vente med at bruge dem i avl til vi er helt sikre på de ikke fejler noget[/QUOTE]
Næh, der er da et kompromis: At beholde gode avlskatte i avl i et antal år.
vh
Andreas
Men opnår man ikke det samme bare ved at følge sine tidligere avlskatte? Mange har dem jo også boende som kastrater?
Hvad er en god avlskat:? Vi kan ikke vide, hvad der gives videre af gode og dårlige gener - det er kun et fåtal af ting, der kan testes for.
For mig er en god avlskat, en kat der kan formere sig uden problemer.
For hunkattens vedkommende skal hun ikke have svært ved at blive drægtig, hun skal kunne føde selv og have god yngelplejeinstinkt.
For hankattens vedkommende skal han have drive til at parre pigerne og være fertil nok til at kunne gøre dem drægtige.
Hvis det så viser sig nogle år hed ad vejen, at de bliver syge eller flere af deres killinger bliver syge af noget, som muligvis kan være arveligt, så gør man sit bedste for at undersøge det nærmere - men skal katten være fertil for det:? Genmaterialet er vel det samme, om katten er fertil eller kastrat:?
Måske er her også tale om raceforskelle:? Nogle racer bliver tidligere fertile end andre - de tidligt fertile racer trives ofte dårligere med deres fertilitet end de senere fertile racer, derfor kan der for individdets skyld være fornuft i at hollde fertilitetsperioden så kort som mulig.
På det tidspunkt, hvor du har identificeret en sund kat, har du i så fald ikke kattens gener til rådighed for din avl. Du har dens efterkommeres gener, hvor en tilfældig del af den sunde kats gener er blandet op med alt muligt andet.
–
Men disse teoretiske ræsonnementer bliver noget vidtløftige. Den jordnære udfordring er: Forklar den store udbredelse af PKD i perser-bestanden.
vh
Andreas
[QUOTE=dkkorat;976297]Hvad er en god avlskat:? Vi kan ikke vide, hvad der gives videre af gode og dårlige gener - det er kun et fåtal af ting, der kan testes for.
For mig er en god avlskat, en kat der kan formere sig uden problemer.
For hunkattens vedkommende skal hun ikke have svært ved at blive drægtig, hun skal kunne føde selv og have god yngelplejeinstinkt.
For hankattens vedkommende skal han have drive til at parre pigerne og være fertil nok til at kunne gøre dem drægtige.
Hvis det så viser sig nogle år hed ad vejen, at de bliver syge eller flere af deres killinger bliver syge af noget, som muligvis kan være arveligt, så gør man sit bedste for at undersøge det nærmere - men skal katten være fertil for det:? Genmaterialet er vel det samme, om katten er fertil eller kastrat:?
Måske er her også tale om raceforskelle:? Nogle racer bliver tidligere fertile end andre - de tidligt fertile racer trives ofte dårligere med deres fertilitet end de senere fertile racer, derfor kan der for individdets skyld være fornuft i at hollde fertilitetsperioden så kort som mulig.[/QUOTE]
Helt enig, selv med min lillebitte erfaring allerede.
[QUOTE=Andreas;976302]På det tidspunkt, hvor du har identificeret en sund kat, har du i så fald ikke kattens gener til rådighed for din avl. Du har dens efterkommeres gener, hvor en tilfældig del af den sunde kats gener er blandet op med alt muligt andet.
–
Men disse teoretiske ræsonnementer bliver noget vidtløftige. Den jordnære udfordring er: Forklar den store udbredelse af PKD i perser-bestanden.
vh
Andreas[/QUOTE]
En sygdom som PKD spreder sig/ spredte sig af flere årsager, den er sent udviklet, den boomede inden der var noget der hed gode scannere/ dna testning og der var ikke det flow af information som heldigvis i dag er meget mere tilgængelig.
Men som med alle genetiske defekter er grundproblemet genetisk diversitet. Mutationen får lov at sprede sig i en genpulje der er for lille. Matadorkatte får lov at avle for mange afkom og for længe, selektion efter udseende vægtes for højt og en uvilje mod at parre ud er udbredt praksis.
PKD mutationen er opstået hos en kat, burde ved naturlig selektion være forsvundet, men menneskelig selektion har i stedet givet den lov at sprede sig i populationen. Inden der bliver opmærksomhed på problemet er en stor del af populationen ramt. Næste store fejltrin, man eliminerer så mange af de berørte katte at genpuljen bliver faretruende lav.
Spørgsmålet er efter min mening ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, men en større viden om årsag og sammenhæng med hvad vi foretager os. Problemet er ikke om en kat er kort eller længere tid i brug, væsentligt er ikke at sætte for mange afkom i avl efter en given kat, selektere mere efter sundhed uden angst for at miste racetype og forstå at håndtere de forskellige problematikker indenfor opdræt. DNA test og scanninger er fantastiske redskaber, der skal bruges som en hjælp til at påvise bærere ikke til at fjerne individer der bærer på hundredvis af andre gode egenskaber. Gendiversitet er det bedste middel til at fremme sundheden i vores katte.
Marina
Marina hatten af, du formidler et skide godt budskab, og så midt om natten 
KH
Linda
Enig! 
[QUOTE=Marina;976325]Gendiversitet er det bedste middel til at fremme sundheden i vores katte.
[/QUOTE]
Så kort kan det faktisk siges
[QUOTE=Marina;976325]En sygdom som PKD spreder sig/ spredte sig af flere årsager, den er sent udviklet, den boomede inden der var noget der hed gode scannere/ dna testning og der var ikke det flow af information som heldigvis i dag er meget mere tilgængelig.
Men som med alle genetiske defekter er grundproblemet genetisk diversitet. Mutationen får lov at sprede sig i en genpulje der er for lille. Matadorkatte får lov at avle for mange afkom og for længe, selektion efter udseende vægtes for højt og en uvilje mod at parre ud er udbredt praksis.
PKD mutationen er opstået hos en kat, burde ved naturlig selektion være forsvundet, men menneskelig selektion har i stedet givet den lov at sprede sig i populationen. Inden der bliver opmærksomhed på problemet er en stor del af populationen ramt. Næste store fejltrin, man eliminerer så mange af de berørte katte at genpuljen bliver faretruende lav.
Spørgsmålet er efter min mening ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, men en større viden om årsag og sammenhæng med hvad vi foretager os. Problemet er ikke om en kat er kort eller længere tid i brug, væsentligt er ikke at sætte for mange afkom i avl efter en given kat, selektere mere efter sundhed uden angst for at miste racetype og forstå at håndtere de forskellige problematikker indenfor opdræt. DNA test og scanninger er fantastiske redskaber, der skal bruges som en hjælp til at påvise bærere ikke til at fjerne individer der bærer på hundredvis af andre gode egenskaber. Gendiversitet er det bedste middel til at fremme sundheden i vores katte.
Marina[/QUOTE]
Tak Marina for at skrive det jeg ikke kunne få formuleret!
Det kan det nemlig, og så kommer den svære del af det… at gøre det i praksis. Det er altid nemmere i teorien eller når det er andre der skal ændre praksis, det er straks sværere når det er en selv. Så er det der kommer de der faktorer som “det er dem vi andre ikke må lege med…” eller “mine linier er altså ok at gøre det med for jeg kender dem…” …
Men det ændrer som ikke på at gendiversitet er et mål i sig selv, men vi er nok meget uenige i hvem og hvad der så må bidrage til den diversitet. Der spiller den faktor der hedder mennesket også ind og ikke altid på fakta, desværre.
Ja lige præcis og desvære:)
I spørgsmålet om hvad der må bidrage, må vi huske på en vigtig ting, en kat er en kat er en kat! At vi fænotypisk ændrer noget fordi vi synes det er det vi kan lide formen og farven på, ændrer ikke på, at en kat har 19 kromosompar, er kødæder og siger miauw:) Så lige bortset fra hybridracerne burde det ikke være et større problem, at vi så trods alt gerne vil gøre det nemmere for os selv og finde egenskaber der ligger lidt tættere på det vi har i forvejen er jo logik.
Jeg har en race der mildt sagt står på kanten. Største synder er et alt for snævert genetisk fundament, men også problemer som du nævner, mit, dit og jeg ved bedre. Gentest bliver en stor hjælp, men også en hæmsko hvis det ikke håndteres korrekt på baggrund af en misforstået viden/ holdning til hvordan de skal bruges. Det kræver hår på brystet at skille sig ud og gå egne veje, men for nogle racer kan det pludseligt vise sig at problemerne har hobet sig så meget op at der skal drastiske midler til.
Marina
Der er ingen tvivl om at diversitet er godt - men kun via krydsning mellem linier, der har det vi ønsker som mål. Og det samme kan man så sige om det modsatte - indavl at forstå - hvis man vil man søge at stadfæste noget.
Avlsmatador hanner eller trækken kuld på den samme hunkat år efter år bidrager sjældent til - i mine øjne - noget godt for den samlede population.
Men uanset hvordan og hvorledes man griber det hele an - da bliver resultatet aldrig bedre end det udgangspunkt man satte sammen, og med afkommet til videre opdræt bør man selekterer fornuftigt. Og det er ikke altid en let opgave…
Knus Gitte
[QUOTE=Andreas;976302] Den jordnære udfordring er: Forklar den store udbredelse af PKD i perser-bestanden.
vh
Andreas[/QUOTE]
Det er jo ret let forklaret: Der er relativt lav dødelighed på PKD! Gennemsnistlevealderen på PKD positive dyr er 7 år, og da er de fleste af dem for længst både i avl og ude af den igen. Enhver sygdom med så lav effekt vil altid have gode vilkår for at spredes i bestanden.
En anden ting er så hvorfor vi 9 år efter en pålidelig DNA test har ramt markedet overhovedet behøver snakke om PKD positive katte…
VH
Susanne
Jamen er det ikke et skidt tegn hvis dyret ikke kan “klare” at være fertil men skal steriliseres/kastreres hurtigst muligt? Så har man vel selekteret efter en uheldig egenskab katten i “naturen” klarer jo “fint” at være i løb og løber kun så og så mange gange på et år? Eller skyldes hele problemet vores indeklimaer og photoperioder, der er dårlige/unaturlige?
Hvor har du den information fra? Og hvilken “natur” taler vi om? Danmark, Asien, USA, Rusland?
Det var nu mest hankattene, jeg tænkte på - det burde jeg have præciseret:ups:
Der er stor forskel på, hvordan avlshanner tolererer ikke at have damebesøg hele tiden. I “naturen” turnerer en fertil hankat rundt og søger efter hunkatte i løbetid - det får de færreste avlshanner i et racekatteopdræt lov til, derfor vil nogen af dem have svært ved at holde på sulet og måske udvikle en stereotyp adfærd (a la løverne/tigrene i zoo, der vandrer hvileløst frem og tilbage i buret). Disse hankatte opfører sig helt instinktnært og bør efter min mening kastreres forholdvist unge, da de ikke trives med deres hormoner.
Ja ok hankattene kan jeg godt se problemet i.
Jeg tænkte nu på "vild"kattene. Fjummers mor tog sine kuld med fint sul, men blev selvfølgelig indfanget da det var synd hun fik så mange kuld. Kyrie havde jeg gående nogle år uden p-piller eller parring det kunne ikke mærkes på hende.