Jeg har en kat, der meget nemt bliver stresset.
Han bliver urenlig, og agressiv overfor de andre, hvis han stresser.
Løsningen har været at jeg simpelthen er “leder” med meget stort L for ham.
Han skal vide at jeg ALTID er der til at “ordne” hvad der måtte kræves, og at jeg absolut er den allerallerøverste her i huset.
Jeg opdagede det da jeg i sin tid måtte sige farvel til “kongen”, gamle Manfred, som simpelthen styrede flokken med hård med retfærdig pote.
Thorleif blev fuldstændig umulig at være sammen med. Han bed alt og alle, både 2 og 4 benede.
Han pissede og sked nøjagtig hvor han stod og gik.
Han kom en tur til dyrlægen, som blev flæsket ganske nederdrægtigt.
Så kom han i narkose (altså katten), og undersøgt fra hoved til røv.
Der var et kort øjeblik tale om at lade være med at lade ham vågne, men kun et øjeblik.
Diagnosen var klar: han fejler intet fysisk.
Så måtte jeg jo se hvad jeg så kunne finde ud af.
I min desperation, klapsede jeg ham en dag ret hårdt ovenpå hovedet (jeg bruger at give dem et blødt “dap” med 2 fingre, ala som mormissen gør med sin pote, men den dag havde jeg simpelthen ikke kontrol nok over mig selv, så jeg fik slået ret hårdt. (ikke vold, men dog hårdere end jeg havde lyst til))
Så var det som om at han rent faktisk fik mere respekt for mig, underligt nok.
Efterhånden opdagede jeg at jo mere jeg “bestemte” jo mere tryg virkede han.
Så nu er det simpelthen mig der er overhovedet her.
Og når Thorleif er i nærheden, må det bare aldrig glippe.
Jeg SKAL være der 100% som en leder der sørger for at han ikke på nogen mulig måde skal tage stilling til andet end hvilken køje han vil ligge i, eller om han vil have RC eller hills den dag.
Så hvis Mikkel er en stresset kat, kan det være at du blot skal påtage dig en meget tydelig lederrolle, så han ved at du nok skal ordne alt.
Det er da et forsøg værd.
