Foderallergi

Dobbeltpost.

Ih, nu er det sket igen - jeg har ikke fået mails, der adviserede om indlæg. Jeg er meget ked af, at jeg først reagerer nu.

1000 tak for jeres fine indlæg; jeres råd har jeg tænkt mig at følge, hvis dyrlægen fastholder diagnosen foderallergi. Nu er nemlig alt i spil igen. Jeg måtte køre Tia til dyrlæge i dag (den NYE dyrlæge), for hun kastede op igen og igen og … Appetitten fejlede sådan set ikke noget, men så snart noget mad ramte maven, røg det op igen.
Dyrlægen valgte at beholde hende til i morgen. Der skal tages blodprøver for FIV og FeLV og kigges nærmere på maven. Hm, der var en ting mere, men det er lige tøffet ud af hukommelsen; jeg er nemlig helt flad, fordi staklen også kastede op i nat. Ét er, at man skal tørre op, herregud, et andet er, at man ligger og spekulerer på, hvad pokker det er med den stakkels kat. Byebye nattesøvn.
Åh, jeg synes simpelthen, det er så synd for den lille kat! Og nu ligger hun alene et fremmed sted, hvor der kommer nogen og gør alle mulige ting ved hende.

Uf, det skal jeg sg* ikke tænke på. Det var forresten rigtig fint at få at vide, hvorfor det er så fancy med kornfrit. Jeg havde helt andre forestillinger, godt nok vage, men tænkte da godt nok, at kornfrit måtte være sundere :slight_smile:

  • Ja, katte er glade kødædere, men pyt med kvaliteten af kosten, for lige nu handler det i hvert fald først og fremmest om, at hun overhovedet kan holde maden i sig.

Kh. Lise

Lise - Øv altså, det er jeg ked af at læse! God bedring med hende :kryds:

Tak. Ja, det er øv. Jeg håber inderligt, at der denne gang kommer en slags svar, så jeg ved, hvad pokker det er, vi døjer med. Det er også så underligt det hele, for Tias pels og hud er nydelig. Kun en enkelt gang har der været ‘hul’ på hende, og det var, da hun simpelthen kradsede en beskeden tot af i nakken. Så gik hun rundt der og så ud som om hun havde en lille midterskilning i nakken :wink:

Gad vide, om der er andre ting end allergi, der kan få en kat til at døje med kriblen over hele kroppen? I starten anså jeg det faktisk for psykisk, da hun er meget nervøst anlagt. Et par måneder brugte jeg Feliway dog uden effekt. Jeg prøvede også Cylkene - her kan jeg faktisk ikke huske, om der var effekt, men jeg ved, jeg tænkte, at det nok ikke var godt for hende at få i længden, omend ikke andet, så risikerer man vel, at produktets virkning aftager?

Min tanke lige nu er, om mon fysiske problemer i mave/tarm-systemet kan få en kat til at reagere med en diffus kløe? Foderallergi er selvfølgelig også fysisk, men jeg accepterer ikke, at en kat kan gå fra 100% at kunne tåle et givent foder til få timer senere at kaste op ti sekunder efter at selv samme foder er indtaget.

Ih, hvor jeg grubler og ih, hvor det ikke nytter noget. Jeg skal hente Tia sidst på formiddagen, og så må vi se, om dyrlægen har nogle svar til os.

Go’ weekend til alle!
Jeg får stadig ikke mails ved indlæg :frowning:

[QUOTE=lisehougaard;1297541]
Gad vide, om der er andre ting end allergi, der kan få en kat til at døje med kriblen over hele kroppen? I starten anså jeg det faktisk for psykisk, da hun er meget nervøst anlagt. Et par måneder brugte jeg Feliway dog uden effekt. Jeg prøvede også Cylkene - her kan jeg faktisk ikke huske, om der var effekt, men jeg ved, jeg tænkte, at det nok ikke var godt for hende at få i længden, omend ikke andet, så risikerer man vel, at produktets virkning aftager?[/QUOTE]

Zylkene er et naturligt udvundet enzym fra mælk, og det er på ingen måde skadeligt for hende at få, så det kan du godt blive ved med at give. Ligesom jeg heller aldrig har hørt om at effekten aftager for dem der oplever at det virker :slight_smile: Så er hun sensitiv så kan det være godt at prøve at give - men selvfølgelig ikke nu hvor du er ved at få styr på hendes allergi.

Min tanke lige nu er, om mon fysiske problemer i mave/tarm-systemet kan få en kat til at reagere med en diffus kløe? Foderallergi er selvfølgelig også fysisk, men jeg accepterer ikke, at en kat kan gå fra 100% at kunne tåle et givent foder til få timer senere at kaste op ti sekunder efter at selv samme foder er indtaget.

Jeg har ikke hørt om det, og det kan da godt være der. Muligheden er dog også at hun udover en foderallergi har en ubalance i tarmsystemet (bakterie eller andet), der gør det. Ligesom det nogle gange kan være noget så harmløst som en hårbolle der er svær at få passeret for katten. Uanset hvad, så rigtig god bedring :kryds:

Det kunne nok være en god ide at få taget blodprøver (hvis det ikke allerede er gjort) og få undersøgt hendes nyretal. Dårlig nyrefunktion kan både medføre kvalme og opkastninger med også hudkløe.

Jeg håber I finder problemet og dermed også en behandling som virker :kryds:

Godmorgen Eva K

Man skal ikke altid stave efter hukommelse - Zylkene er naturligvis med Z, tak for det :slight_smile: Også tak for info om, at virkningen ikke skulle aftage i effekt over tid. Når jeg ved noget mere om Tias tilstand, vil jeg overveje brugen af det igen.
Tjah, om hun har en bakterie? Jeg har på et tidspunkt givet hende Canikur på dyrlægens anbefaling, da Tia en enkelt dag havde diarré med lidt blod i. Efter da fik hun skånekost i et par måneder, men det var samtidig med Atopicaen, så effekt er uklar. Der har dog ikke været mere diarré; nærmere hård mave med sort afføring.
Mht. hårbolle spurgte jeg præcis om det igår ved den nye dyrlæge, for jeg ser nærmest aldrig en hårbolle i opkasten. Denne mente dog ikke, at det kunne være forklaringen, men jeg har nu alligevel tænkt på at give kattemalt. Er der ikke noget med, at katte synes, det smager dejligt?

1000 tak for ønsket om god bedring! Det er noget op ad bakke at skabe et godt liv for Tia, men vi kan jo ikke gøre andet end at forsøge.
Kh. Lise

Også godmorgen til dig, Churchtown

Jeg ved, at Tia får taget en blodprøve udover FIV/FeLV, men mener, det var noget med en kirtel i forb. med mave/tarm; hvilken har dog forputtet sig i glemslens store dam. Jeg fik så meget info samtidig med tiltagende bekymring igår, at jeg simpelthen ikke kan huske, om der blev snakket nyrer. Jeg følger op på det, når jeg henter hende lidt senere.

Jeg var ved dyrlægen den anden dag, hvor jeg talte med ham om kløe, og han nævnte vist noget med bugspytkirtlen, som kunne være årsagen? Eller var det skjoldbruskkirtlen? En af de to var det. Så det kan være en af dem, din dyrlæge har taget test for at se på.

Jeg har endnu ikke hørt om en kat, der ikke elsker kattemalt :slight_smile: De findes sikkert, men som en generel betragtning …

Godmorgen galath

JA, der var den - det er bugspytkirtlen, tak :slight_smile:
Dejligt at høre, at det er rigtigt, at katte (typisk?) er vilde med kattemalt. Tia er ikke så nem at proppe mærkelige ting i, og jeg har det virkelig dårligt med at skulle bruge magt.
Naboen har forøvrigt fortalt, at man kan tage benene til hjælp til at fixere katten, fordi man jo skal bruge den ene hånd til at åbne dens mund og den anden til at holde administrere produktet. Man kommer jo ikke udenom fra tid til anden at skulle gøre ting mod kattens vilje - det er jo til dens eget bedste.

[QUOTE=galath;1297568]

Jeg har endnu ikke hørt om en kat, der ikke elsker kattemalt :slight_smile: [/QUOTE]
Det gør du så nu … Bølle-Bjørn kan ikke udstå det stads :wink:

ja vi har så osse en kat, kaz som skulle vi skulle bruge store overbevisninger for at få ham til at smage på, selv den dag idag er det ikke hans store dille, han spiser det dog, men det er vist mest fordi så er der mindre til de andre, det er nu meget lidt han spiser af det

Hej Skattekat og Johnny

Ja så fik vi slået fast, at kattemalt ikke elskes af alle :wink:

For nuværende skal Tia dog heller ikke have det. Kosten står 100% på Hill’s dåse-I/D, for der er desværre problemer med bugspytkirtlen. Hvor galt det er, vides endnu ikke, for den udvidede test kan først tages, når det bliver hverdag.
Det kan desværre gøre ret ondt at have problemer med bugspytkirtlen, så det kan sagtens være årsag til hendes kløe. Det skulle derfor overhovedet ikke undre, hvis hun ikke har nogen som helst form for allergi. Tænk sig, at hun har skullet gå og døje med det i et år. Jeg håber virkelig ikke, hun har taget for meget skade af det.

PS: Hun har ikke FIV/FeLV :smiley:

Du har fået svar på prøverne i dag, kan jeg så næsten forstå. Men det er da godt, at I har en diagnose at arbejde med. Hvad er behandlingen - ud over i/d? Det finder I måske først ud af, når I ved, hvor slemt det står til?

Hej Ingrid

Ja, jeg har fået svaret i dag. Dyrlægen beholdt jo Tia i går, så da jeg hentede hende ved middagstid, fik jeg en grundig forklaring.

Jeg er også mere rolig ved, at vi nu har en diagnose at forholde os til. De konkrete ting ved jeg først, når den ‘rigtige’ blodprøve er blevet analyseret på et specialiseret laboratorium. Den test dyrlægen kunne lave i klinikken, kunne kun vise, om der var et problem eller ej - intet om graden.

Men det er ihvertfald ikke akut betændelse i bugspytkirtlen, for det har været længe undervejs, og hun har ikke feber. Med lidt held kan det måske holdes i ro med den rette kost og så regelmæssige kontrolbesøg hos dyrlægen. Det er, hvad jeg håber.

[QUOTE=lisehougaard;1297571], at det er rigtigt, at katte (typisk?) er vilde med kattemalt. Tia er ikke så nem at proppe mærkelige ting i, og jeg har det virkelig dårligt med at skulle bruge magt.
Naboen har forøvrigt fortalt, at man kan tage benene til hjælp til at fixere katten, fordi man jo skal bruge den ene hånd til at åbne dens mund og den anden til at holde administrere produktet. Man kommer jo ikke udenom fra tid til anden at skulle gøre ting mod kattens vilje - det er jo til dens eget bedste.[/QUOTE]

Det kan man nemlig snildt. Jeg anbefaler altid til folk, der ikke er erfarne med pillegivningen, at de sætter sig på knæ med benene liggende på gulvet, krydset ved anklerne, og katten mellem knæene, så er der et hulrum som holder katten, og den kan ikke bakke væk fra en og frem styre man ved hovedet omkring hånden. :slight_smile:

-> Eva K
Tak for beskrivelse af metoden - jeg kan se det for mig. Så er kunsten bare, om jeg kan finde ud af det. Jeg får jo nok snart lov at øve mig, for hvis der er betændelse i den der bugspytkirtel (hvad jeg ikke ved), skal hun vel have en antibiotikakur.
Rigtig go’ søndag.
Kh. Lise

Dejligt at du kommer lidt nærmere på en mulig forklaring på pigemissens symptomer.
Da du beskrev hendes måde at klø sig på, tænkte jeg også, at det lyder mindre og mindre som en klassisk foderallergi-reaktion, men omvendt er allergi også bare så kompliceret og forskelligartet hos forskellige individer.

Og Zylkene kan du roligt give! :slight_smile: Hvis du åbner kapslerne, er der tilmed en chance for, at hun gerne slikker pulveret i sig som en godbid.

Hej pivnu

Det er fuldstændig også min oplevelse: Jo mere jeg lærte om allergi, jo mindre passede det på Tia. Jeg slog det hen med, at dyrlægen selvfølgelig vidste bedst, og at alt andet ‘bare var noget’, jeg havde læst på nettet.
Men ja, allergi er ikke en nem størrelse at spotte, og det er problemer med bugspytkirtlen heller ikke. Hvis sidstnævnte diagnose holder, fandt min nye dyrlæge den dog på 10 minutter, mens den gamle ikke fandt den på 9 måneder. Det får nu alligevel en til at tænke lidt.

Tidligt i dag fik vi taget den blodprøve, der skal analyseres detaljeret, og der kan gå et par dage, inden vi får besked. Imellemtiden forsøger jeg at forklare Tia, at hendes nye mad er skjøn og den dejligste, man kan forestille sig, for indtil videre er der tilsyneladende kun ét eneste at vælge mellem: Hill’s i/d. Punktum. Og Tia er skam en kræsen dame som har bevist, at hvis hun ikke vil have et produkt, så mener hun det. Jeg krydser derfor fingre, men lurer alligevel på nettet for at lære, hvad der gør netop i/d optimal, så jeg kan kigge efter ukendte mærker med samme egenskaber. Indtilvidere ved jeg kun, at det skal være med lavt fedtindhold og let at fordøje. Mon proteiner er vanskelige at fordøje? Jeg synes, der er ufatteligt få i i/d: ca. 39%.

Mon Zylkene indeholder meget fedt? Well, en enkelt kapsel kan vel ikke vælte læsset no matter what. For nuværende er den bette dog okay. Jeg er ikke fuldt taget til nåde efter dyrlægebesøget, men hun virker ikke stresset. Det vil dog være oplagt at bruge Zylkene inden næste dyrlægebesøg - det skal jeg altså være bedre til at huske.

Kh. Lise

Hej Lise, vi havde en kat, der for nogle år siden (4 år måske), havde nedsat bugspytkirtel funktion. Hun var heller ikke så vild med i/d vådmad.
Men jeg kogte noget kyllingbryst uden fedtet, det og suppen der blev af det, spiste hun gerne.
Så vidt jeg husker, fik hun det også blandet med i/d vådmaden, så ihvertfald noget af det gled ned.

Da hun fik det lidt bedre, gav vi hende også de små brikker Topic fra Aldi, en kødpostej med kalv og kylling og en kalkun ragout. Men kun geleen fra ragouen tilsat en god portion kogt varmt vand og så rørt godt sammen med ½ kødpostej. Det elskede hun.
Hun fik også noget hundedyrt medicin der hedder panzym, som jeg rørte ud i hendes vådmad.
Så var der pludselig ingen problemer med at få medicinen i hende. Og så fik hun i/d tørkost som hovedmåltid.