Det ahr været godt med en dag hvor der ikke skulle kommer nogen her.
Jeg ahr talt med to veninder i telefon. Den første, følte jeg, skulle analysere hvorfor jeg var ramt ar operations-stress, og at det nok havde at gøre med at det er første gang i narkose siden jeg var barn. Jeg sagde til hende at jeg ikke havde behov for at analysere hvilken del der giver dette stress. Jeg konstaterer at det er der, og så taler je mere med sygeplejersken om det når jeg kommer til kontrol næste onsdag.
Talte med en anen veninde for en times tid siden, og kunne også græde lidt mm. Denne veninde er meget mere typen der siger: Det er sådan det er, det arbejder vi ud fra. Det var s å godt lige at tale med hende…
Og så har jeg været udenfor i dag, sådan uden for opgangen, og gået nogle få meter. Det var også godt for psyken. Det var nogle få minutter, men det hele værd.
Jeg var på udstilling i weekenden, og læser først hele din tråd nu, men sikken da en omgang.
Jeg bor jo ikke såå langt væk, så er der noget du har brug for hjælp til med bil, kattene eller andet, så må du sige til. Bilen finder nemt vejen til din blok
Et skridt tilbage, mentalt tror jeg.
Men var også vældig “klar i hovedet” i går. Mere mat i hovedet i dag.
Jeg tror, at kroppen generalt har det bedre end jeg havde frygtet her præcis en uge efter operationen. Havde dog også forventet at ligge i den langsomme ende af skalalen ift rehabilitering, så jeg ikke ville blive skuffet.
Jeg ved at jeg har en skrøbelig psyke på mange måder. Når man står i det er det hårdt, og der skal ikke helt så meget til at “vælte mig”.
Og så følelsen af at være kastet på dybt vand, og ikke kan svømme (Og i det virkelige liv kan jeg faktisk heller ikke svømme, så perfekt metafor for mig)
Står med en følelse af at være ladt alene. Ved, at jeg ikke er alene i denne situation, men det kan min krop ikke forstå. Krop og psyke prøver at fortælle mig at det er første gang i verdenshistorien dette sker, og det er det jo også for mig. Det er det bare ikke for behandlerne.
Jeg prøver at se fremad, og minde mig selv om at der er relativ god forskel - rent fysisk - fra i onsdags og til i dag. Og at jeg kan mange ting.
Så snart hoften giver lyd fra sig, kommer følelserne rullende igen.
Hurra for dygtige kirurger, der kan lave ting som dette.
Nu skal jeg bruge min energi på at komme mig på både den ene og den anden måde.
Der er 8 dage til jeg skal til kontrol på sygehuset, indrømemr at jeg ser frem til at tale med sygeplejersken om alt dette.
Strengt tager er det jo også irrelevant om det var en stor operation eller ej, det der er mest relevant, er hvordan du reagere på det, da det jo vil være det der fylder mest.
Uha, sikek en dag - bare rolig, det er positivt.
Jeg har været ud at handle!
I går var jeg sikker på at jeg kunne gå ud til parkeringspladsen, så i dag blev jeg hentet og kørt i Lidl, så jeg kunen handle til de næste dage.
Dejligt at “være ude i samfundet” igen.
Ja, jeg er øm nu, men har ikke ondt på den forkerte måde.
Forleden fik jeg jo identificeret at en del af min reaktion er at min krop skriger til min hjerne at den er kommet til skade og at der er noget galt.
Min hjerne har så ikke helt forstået budskabet, for hjernen ved hvad der er sket, og at det jo faktisk ikke er farligt.
MEn det ved kroppen ikke.
Og viola - en reaktion er skabt.
Det har været godt at få sat ord på, at det nok er det der er sket i mig.
Og så det at jeg rent faktisk kan se at der sker fremgang, der kan selvfølgelig være to skridt frem og et enkelt tilbage, men i sidste ende er jeg stadig kommet fremad.
Jeg har slettet mit indlæg, da jeg ved nærmere eftertanke ikke syntes det hørte til i Louises tråd.
Undskyld Louise.
Så dem der har sendt en trøste, kan bare slette den igen.
Så kom jeg til dag 10, og ifølge nogle af papirerne kan jeg begynde at øve gang uden krykker indendøre.
Det gør jeg faktisk allerede i og med at jeg må arbejde efter smertegrænsen. Så herhjemme har jeg gået enkelte skridt, f.x fordi jeg så kunne have noget let i hænderne.
Udenfor hedder stadig to stokke, indtil jeg har været til kontrol ved fysioterapeuten på onsdag.
Jeg har besluttet at jeg - så vidt muligt - ikke længere tager morfin. Jeg er ikke overbevist om at det gør ret meget for mig,når jeg tager de 5 mg. Dels tror jeg at jeg har nogle bivirkninger ved det, dels synes jeg at det påvirkede mig negativt i går, og det orker jeg ikke. Er i forvejen bange for ufrivillig afhængighed.
Der er kommet noget ømhed i nærheden af hoften, en ømhed der også var der inden operationen, det niver hen over et område svarende til trussekanten. Det er ikke opstået i forbindelse med en bestemt bevægelse, så umiddelbart tænker jeg at det er bevægelse og brug generelt, så jeg lige skal prøve at tage den ekstra med ro. Og så håber jeg at det ikke er det opererede område der giver lyd fra sig - det kan jo være svært at mærke forskel.
Man får beskrevet hvad man skal mærke efter, så mærker meget grundigt efter når jeg bevæger mig.
Jeg har ikke manglet morfinen, så det er positivt.
Min mave er i stedet begyndt at skabe sig over Ipren. Måske ved jeg hvorfor i dag pludselig var hård hvad det angår, i morges glemte jeg at tage min sædvanlige medicin, bl.a min medicin mod reflux, som også beskytter maven mod Ipren.
i og med at jeg må arbejde efter smertegrænsen. Så herhjemme har jeg gået enkelte skridt, f.x fordi jeg så kunne have noget let i hænderne.