Helt seriøst. Jeg har altid sagt at det interesserer mig mere hvordan folk er end hvor gamle de er. Alle er forskellige, så man kan ikke putte folk i en kasse kun baseret på deres fødselsattest. Så… om jeg kunne falde for en yngre fyr - det kommer altså helt an på fyren. Ikke på alderen 
Og jo, jeg er gift og jo, han er ældre end mig - men derfor kan man jo godt teoretisere
[QUOTE=Vivi_Fletcher;830005]Ja, det kan jo være vi bare ikke hæfter os ved de nærgående spørgsmål 
[/QUOTE]
For nogle føles spørgsmålene måske nærgående, fordi de ikke selv er helt
afklarede!
Når nogen så af ren og skær interesse spørger ind til det, så svarer det til at
trykke på et ømt punkt, og spørgsmålene tolkes som et angreb og ikke blot
som et spørgsmål.
Det er da sjældent, at nogen føler sig gået for nær ved spørgsmål om, hvorfor
de har valgt at bosætte sig i Glostrup, eller hvorfor de har valgt netop deres
erhverv, hvorfor de har en ladcykel og ikke en stationcar, hvorfor de er
offentlig ansat og ikke privatansat, eller hvorfor de har kat og ikke hund?
- men spørg om de ikke skal have børn, det er jo en helt anden sag
Der sagde du noget meget rigtigt. Alder er kun et tal.
Og jeg har da ændret præferencer lisså stille i takt med at jeg selv er blevet ældre. Jeg skal så osse nogle gange tage mig sammen og huske på hvor gammel jeg er - der er indimellem en tynd grænse mellem at være ungdommelig og så på at være pinlig - i al fald hvis man spørger sine børn L
Hahaha Regitze - hun er da flot! Er hun 40 plus! lol
Ann: Ikke forstået? Du er da ikke en puma, hvis du har en ældre mand??? Så er du da kuvøseguf! 
lolol
honestly - jeg elsker den slags mennesker
ind kommer en kunde (en mand) på kontoret… printeren står modsat mit skrivebord og jeg skal hele tiden rejse mig… og det første manden siger er: “de bryster du har der sidder så flot - jeg har sjældent nydt at vente så meget… de må da have kostet dig spidsen af en jetjager”
og det havde han fuldstændig ret i - de kostede da en mindre formue…
og jeg svarede med det samme: ja - de kostede en del mere en din bil og er billigere at vedligeholde så hvem af os har gjort den bedste handel ???
og så havde vi ellers en rigtig sjov snak
[QUOTE=Charlotte Oeh.;830035]For nogle føles spørgsmålene måske nærgående, fordi de ikke selv er helt
afklarede!
Når nogen så af ren og skær interesse spørger ind til det, så svarer det til at
trykke på et ømt punkt og spørgsmålene tolkes som et angreb og ikke blot
som et spørgsmål.
Det er da sjældent at nogen føler sig gået for nær ved spørgsmål om, hvorfor
de har valgt at bosætte sig i Glostrup, eller hvorfor de har valgt netop deres
erhverv, hvorfor de har en ladcykel og ikke en stationcar, hvorfor de er
offentlig ansat og ikke privatansat, eller hvorfor de har kat og ikke hund?
- men spørg om de ikke skal have børn, det er jo en helt anden sag [/QUOTE]
TAK for det indlæg! 
Min søster har ikke børn. Både hende og hendes mand har været skolelærere - så jeg ved ikke om det er fordi de ikke kan eller ikke vil. Jeg har aldrig spurgt. Ud fra at det er sådan en ting der enten er et ømt punkt, eller osse fortæller de det nok selv.
Men egentlig er det jo fjollet at man kan spørge folk om alt mulig andet uden at det (nødvendigvis) bliver tolket som andet end almindelig interesse…
[QUOTE=lenschow;830043]
Ann: Ikke forstået? Du er da ikke en puma, hvis du har en ældre mand??? Så er du da kuvøseguf! lolol[/QUOTE]
Pointen er, at jeg kunne være det - hvis manden var rigtig. Jeg er ret ligeglad med fødselsattesten, hvis personen er rigtig. Alder er et tal. Der er unge, der er modne - og ældre der aldrig bliver det.
Min farbror og tante har 25 års alderforskel imellem dem - og det vel at mærke, hvor det er hende der er ældst.
Det er familie, som jeg altid har haft et meget nært forhold til, og noget som altid bare var naturligt, og som jeg aldrig spekulerede over i min barndom.
Hun har børn og nu også børne- og oldebørn fra et tidligere ægteskab. Min farbror og tante fik af åbenlyse årsager aldrig børn sammen, idet hun var 50 da de mødte hinanden.
Og ingen tvivl om, at det (efter hvad jeg gennem årene har fået at vide) var noget af en bet af skulle sluge for min farmor (nok set i betragtning af, at hun jo godt vidste at de aldrig ville kunne få børn sammen), men forholdet blev accepteret - og min tante blev et højt elsket familiemedlem.
Det ægteskab har nu varet 40 år.
Men igennem de senere år er aldersforskellen nu kommet til udtryk, idet min tante har passeret de 90 og er begyndt at være noget fysisk svagelig. Vi har gennem de seneste par år flere gange været bange for, at nu var tiden til, at vi skulle sige farvel, men hver gang har hun kæmpet sig tilbage. Og jo, vi - incl min farbror - ved, at hun med stor sandsynlighed skal herfra indenfor de nærmeste år og formentligt også væsentligt før han skal - men så har han heldigvis 40+ gode år at se tilbage på bagefter. Hvor mange kan sige det samme?
jeg fylder 25 og min kæreste fylder 39. Vi har været sammen i 3 år og er super glade for hinanden og bor sammen og har gjort det længe.
Nogle skal lige grine lidt og kalde det kuvøse guf og jeg smiler bare overbærende, de aner ikke hvad DE går glip med min dejlige mand :høhø:
Jeg er og har nok altid været til ældre fyre, netop fordi de besidder en modenhed og er mere på nivea med der hvor jeg er i mit liv, men når det er sagt, ligner min kæreste ikke en der er en dag over 30, bortset fra lidt grå hår.
Vi har det så godt sammen og jeg mærker ikke aldersforskellen.
Mht børn, den er meget enkel, han vil ikke, jeg vil ikke! End of story.
Ikke ret mange! Så - godt for dem 
Jeg vil lige sige at generelt er folk altså også rigtigt søde. Jeg ved godt at der bliver spurgt af interesse, og det er jeg rigtig glad for. Og jeg svarer også gerne pænt. Men jeg har bare mødt få mennesker, hvor man har lyst til at arrrggghhhh!!! Og der hvor filmen knækker er, når folk mener at jeg på trods af et meget gennemtænkt valg liige burde tænke mig om igen. Og synes jeg er egoistisk fordi jeg sætter mine egne behov først. For jeg bliver jo klogere når jeg runder de 30 (det skete så ikke), eller de 35 (det skete så heller ikke). Jeg elsker mit liv og min mand. Og hånden på hjertet: Jeg vil hellere nøjes med 20 gode år med ham end slet ingen år med ham.
Min mands søster mødte sin mand da hun var 14. Han var hendes klasselærer, og de blev kærester da hun var 16 og han omkring 40. Det blev der ikke taget særligt godt imod. Men de var sammen indtil sidste år, hvor han døde af kræft 72 år gammel. Det satte for mig tingene lidt i perspektiv, for min svigerinde er jo stadig ung - men nu er hun bare enke. At min mand så har lovet at blive 100 år og virkelig holder sig selv og sin krop i fin form er jo en helt anden sag.
Alder er jo bare et tal. Og det mener jeg 100%.
[QUOTE=Battlestar;830045]honestly - jeg elsker den slags mennesker
ind kommer en kunde (en mand) på kontoret… printeren står modsat mit skrivebord og jeg skal hele tiden rejse mig… og det første manden siger er: “de bryster du har der sidder så flot - jeg har sjældent nydt at vente så meget… de må da have kostet dig spidsen af en jetjager”
og det havde han fuldstændig ret i - de kostede da en mindre formue…
og jeg svarede med det samme: ja - de kostede en del mere en din bil og er billigere at vedligeholde så hvem af os har gjort den bedste handel ???
og så havde vi ellers en rigtig sjov snak :)[/QUOTE]
det var godtnok dagens bedste grin, nåja vil squ nok give manden ret
[QUOTE=Battlestar;830045]honestly - jeg elsker den slags mennesker
ind kommer en kunde (en mand) på kontoret… printeren står modsat mit skrivebord og jeg skal hele tiden rejse mig… og det første manden siger er: “de bryster du har der sidder så flot - jeg har sjældent nydt at vente så meget… de må da have kostet dig spidsen af en jetjager”
og det havde han fuldstændig ret i - de kostede da en mindre formue…
og jeg svarede med det samme: ja - de kostede en del mere en din bil og er billigere at vedligeholde så hvem af os har gjort den bedste handel ???
og så havde vi ellers en rigtig sjov snak :)[/QUOTE]
Minder mig om en episode hvor jeg stod i gangen for skruer og beslag i den lokale Silvan… Langsomt kommer en noget ældre (lad os sige +65) kvinde hen ved siden af mig… Jeg tænker ikke synderligt over det først… men pludselig kigger hun op på mig… og er MEGET tæt på… så siger hun ligeså cool:
"Sikke et dejligt hår du har! Hvor er det flot - jeg ville ønske min mand havde sådan et dejligt hår! "
…jeg er aldrig blevet så befippet før i mit liv!
Havde scenen været en helt anden, havde hun squ da scoret mig for vildt dér! 
Nå, men jeg takkede mange gange for komplimenten og fik udvekslet brede varme smil!..
Jeg synes f… det var i orden!
PS
Og så minder din fortælling mig naturligvis også lige om, at der er noget med en dessert!..
[QUOTE=MissFiecca;830094]
Mht børn, den er meget enkel, han vil ikke, jeg vil ikke! End of story. :)[/QUOTE]
det er jo også super… men jeg tror de fleste undrer sig over at du er så kategorisk når du “kun” er 24… han er 15 år ældre - at han har valgt giver mere mening for de fleste grundet at han har flere år på bagen og flere år til at danne sig en beslutning
fair nok - nogle kvinder (og mænd) har et biologisk ur der bare mangler nogle tandhjul… det er 220% fair… no comments til det… men - LANGT de flest får batterier i det ur når de som jeg er allersidst i 20erne og så 5-10 år derefter og så skal det bare være nu og her koste hvad det vil…
hvis man havde spurgt mig da jeg var 24 der var bare NUL batterier er det ur og børn var noget jeg undgik som pesten… at jeg skulle have børn var principielt - ikke af lyst…
men nu - 6-7 år senere - der er mit biologiske ur noget nær et vækkeur og kan konkurrere med klokkerne på rådhuspladsen… jeg er stadig ikke fan af børn, men har idag lært at det 100% afhænger af forældrene… ungerne er søde nok - men de fleste forældre har nul sans for opdragelse og ungerne larmer og skriger og er belastende… men der er også børn der er søde og fornuftige… jeg har fx mødt charlottes 2 piger og vivis Lasse og Luna - pragtfulde unger!!! Så det kan lade sig gøre at få andre resultater end en ny amalie eller en ny gustav
fair nok at du reagere på det din krop fortæller dig nu og her… det gjorde jeg selv da jeg var 24
men jeg tror tricket for at få andres accept er også at give plads til udvikling i svaret… især fordi - det er svært at spå om fremtiden - ISÆR en der er styret af hormoner og ikke ret meget andet
Nu skal jeg jo være et skarn, hvis jeg synes man er ‘ældre’ når man er 41, eftersom jeg er godt på vej dertil og ikke føler mig specielt ‘ældre’ … så jeg tænkte mere på, at når nu Klaus Pagh på 72 finder en 26-årig (thai, for at gøre klicheen fuldkommen), så er jeg ærligt talt meget i tvivl om hvorvidt der er ret meget ægte kærlighed i det fra hendes side. Men jeg kunne selvfølgelig tage fejl …
i det tilfælde er jeg tilbøjelig til at give dig ret jeg tror blot man skal vurdere fra tilfælde til tilfælde…
fx er jeg da helt overbevist om at da min x fandt en 11 år yngre trunte - der var det kærlighed fra begges side for udfra hvad jeg kan forstå (har aldrig mødt hende) der passer de sammen som hånd i handske… jeg tror mange mænd nyder det ukomplicerede … når vi bliver ældre stiller vi helt andre krav …
det er da også en af grundene til at jeg snupper de yngre modeller - jeg skal ikke nyde noget af commitment og jeg vil bare have en der nyder livet og er ukompliceret ikke en der stiller krav…
jeg tror blot det vigtigste er ikke at slå alle i hartkorn eller skære alle over en kam… for der vil være for mange der falder uden for …
Nu har jeg heldigvis aldrig haft behov for at få andres accept af det valg, jeg har taget for mit liv - nemlig at jeg ikke skal have børn, i hvert fald ikke mine egne. Det var et valg, jeg tog, da jeg var ca. 25 og skulle forholde mig til, at jeg med stor sandsynlighed havde PCO med de fertilitetsproblemer, det medfører. Og det var faktisk ikke så svært som mange mennesker tror og jeg har heldigvis aldrig fortrudt og forventer heller ikke at gøre det
jeg kan se jeg fik formuleret mig forkert… det er ikke andres accept af valget - det rager heller ikke mig en høstblomst… det er mere accept af svaret så de ikke føler sig “forpligtet” til at have en holdning der er “rasmus modsat” med det samme eller kommentere på ens valg og beslutninger…
men hvis man gerne vil undgå at alle har en mening om det svar man giver - så var min pointe at man giver plads til udvikling… som fx i missfieccas tilfælde hvor der ikke er en medicinsk begrundelse andet end “det har jeg bare besluttet”
man har jo et standpunkt til man tager et nyt
[QUOTE=Battlestar;830328]jeg kan se jeg fik formuleret mig forkert… det er ikke andres accept af valget - det rager heller ikke mig en høstblomst… det er mere accept af svaret så de ikke føler sig “forpligtet” til at have en holdning der er “rasmus modsat” med det samme eller kommentere på ens valg og beslutninger…
men hvis man gerne vil undgå at alle har en mening om det svar man giver - så var min pointe at man giver plads til udvikling… som fx i missfieccas tilfælde hvor der ikke er en medicinsk begrundelse andet end “det har jeg bare besluttet”
man har jo et standpunkt til man tager et nyt :)[/QUOTE]
Jeg synes det er helt i orden at folk spørger indtil om man ikke skal have børn… Men når man så giver svaret “nej det skal jeg ikke”, så skal de ikke begynde at udfritte en om hvorfor.
Bliver særlig irriteret når det er de samme personer, som kommer med spørgsmålet hver gang man ses…
Helt ærligt, hvis jeg ændre min mening (hvilket jeg ved jeg ikke gør, heller ikke om 5år) så skal jeg nok sige det…
Har du kat?
Ja
Hvorfor har du valgt at have kat?
Fordi …
Skal du have børn?
Nej
Hvorfor skal du ikke det?
Fordi …
Hvor er det der er den store udfritning :?
Jeg forstår simpelthen ikke problemet ved at blive stillet nogle spørgsmål
Man har jo altid friheden til at meddele, at man ikke ønsker at diskutere et givent emne.