Modne kvinder dater yngre mænd - hvad synes du?

Off topic Hyggesnak
102

Jeg har ingen problemer med, at folk har spurgt til, hvorfor jeg ikke ville have børn. Til gengæld har jeg været ved at blive vanvittig over kommentarer som “du kommer sikkert på bedre tanker”, “bare vent til du bliver rigtig voksen”, “du ved slet ikke, hvad du går glip af” osv. Særligt er jeg træt af implikationen, at jeg ikke er “rigtig voksen”, fordi jeg har fravalgt at få børn.

Men selvom jeg åbenbart aldrig bliver “rigtig voksen”, så er jeg nu blevet så gammel, at folk er holdt op med at spørge. :smiley:

103

[QUOTE=Vivi_Fletcher;830336]Har du kat?
Ja
Hvorfor har du valgt at have kat?
Fordi …

Skal du have børn?
Nej
Hvorfor skal du ikke det?
Fordi …

Hvor er det der er den store udfritning :?
Jeg forstår simpelthen ikke problemet ved at blive stillet nogle spørgsmål
Man har jo altid friheden til at meddele, at man ikke ønsker at diskutere et givent emne.[/QUOTE]

Udfritningen er fordi de simpelthen forsætter efter et hvorfor… og bliver ved, i håb om at jeg ændre mening i den givne samtale…

104

[QUOTE=holymoly;830337]Jeg har ingen problemer med, at folk har spurgt til, hvorfor jeg ikke ville have børn. Til gengæld har jeg været ved at blive vanvittig over kommentarer som “du kommer sikkert på bedre tanker”, “bare vent til du bliver rigtig voksen”, “du ved slet ikke, hvad du går glip af” osv. Særligt er jeg træt af implikationen, at jeg ikke er “rigtig voksen”, fordi jeg har fravalgt at få børn.

Men selvom jeg åbenbart aldrig bliver “rigtig voksen”, så er jeg nu blevet så gammel, at folk er holdt op med at spørge. :D[/QUOTE]

Ditto :slight_smile: Men som regel blev selv de mest insisterende personer tavse når jeg fik pointeret, at jeg sagtens kan/kunne gå forbi en barnevogn o.lign. uden at mine æggestokke blafrede som sommerfugle. Den bemærkning kom faktisk også op i en samtale med min (mandlige) gynækolog (del 100 i kampen om at få fjernet hele moletjavsen pga. kontinuerlige underlivsprobs - hvorfor skal det i øvrigt være så op ad bakke det er da vel for hulan min krop og min beslutning???!!), hvorefter han med et smil sagde at jeg lød rimelig afklaret :tihi:

106

Jeg synes det er sjovt som børnespørgsmålet kan få folk til at himle :slight_smile:
Jeg fik min datter da jeg var godt 19 år. Dét var for tidligt i manges øjne.
Da der så gik nogle år og jeg stadig var sammen med hendes Far begyndte spørgsmålene om, hvornår vi skulle have en til.
Da det så ikke skete og jeg begyndte at tale om at blive snittet, var pokker løs igen.
Så blev jeg snittet og rigtig mange mente jeg ville fortryde (var 30 år)

Virkeligheden er Jeg har haft 11 år (19 - 30) at finde ud af om jeg ville have flere børn i, og nej det har ikke været i min interesse :slight_smile: Jeg var, til for godt et år siden, sammen med min datters Far, og biologisk osv ville det vel nok være muligt for mig at få flere børn, hvis ikke strengene var klippet.
Mit ønske om et helt kuld har bare ikke været der.

Min pointe er, at uanset hvad man vælger, er der altid mennesker der har en anden mening, og bestemt mener de bør “belære” os “fortabte tilfælde” om at vi altså skal tænke os godt om :wink: :smiley:

Til det tråden egentligt startede med… så er det i mine øjne ikke et barn eller alderen der gør et forhold perfekt, det er kærligheden imellem de to der elsker hinanden :slight_smile:

107

[QUOTE=Battlestar;830045]honestly - jeg elsker den slags mennesker :slight_smile:

ind kommer en kunde (en mand) på kontoret… printeren står modsat mit skrivebord og jeg skal hele tiden rejse mig… og det første manden siger er: “de bryster du har der sidder så flot - jeg har sjældent nydt at vente så meget… de må da have kostet dig spidsen af en jetjager”

:lol:

og det havde han fuldstændig ret i - de kostede da en mindre formue…

og jeg svarede med det samme: ja - de kostede en del mere en din bil og er billigere at vedligeholde så hvem af os har gjort den bedste handel ???

og så havde vi ellers en rigtig sjov snak :)[/QUOTE]

haha Gitze, du er altså bare sjov… og ja vi lever kun engang og lad os nyde det sålænge det varer

108

Og dermed siger du, at folk, der ret tidligt har besluttet sig for, at de ikke vil have børn med garanti vil skifte mening. Hvorfor ikke bare respektere det svar, man får?

Jeg har da indtil flere gange svaret på spørgsmålet og synes såmænd også, det er helt iorden, at folk spørger, men jeg forstår simpelthen ikke den der “du skal nok ændre mening, når du bliver klogere”-attitude. Jeg er nu næsten 20 år længere henne i mit liv end da jeg først begyndte at overveje spørgsmålet og jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at det var det rigtige i mit liv.

109

[QUOTE=Temple Bar;830407]Og dermed siger du, at folk, der ret tidligt har besluttet sig for, at de ikke vil have børn med garanti vil skifte mening. Hvorfor ikke bare respektere det svar, man får?

Jeg har da indtil flere gange svaret på spørgsmålet og synes såmænd også, det er helt iorden, at folk spørger, men jeg forstår simpelthen ikke den der “du skal nok ændre mening, når du bliver klogere”-attitude. Jeg er nu næsten 20 år længere henne i mit liv end da jeg først begyndte at overveje spørgsmålet og jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at det var det rigtige i mit liv.[/QUOTE]

Måske fordi der rent faktisk er mange, der ændrer mening med tiden :slight_smile:

Jeg synes efterhånden det er ret almindeligt, at mange vælger ikke at få børn, så den undren man måtte have for år tilbage, kan jeg slet ikke forstå.

110

[QUOTE=Vivi_Fletcher;830409]Måske fordi der rent faktisk er mange, der ændrer mening med tiden :slight_smile:
[/QUOTE]

Jeg har så ikke mødt specielt mange - hvis overhovedet nogen - der tidligt har været kategoriske om det og så senere har skiftet mening. Der har været en del, som har været mere ovre i “vist nok, måske, ikke lige nu” og af dem er der en del, der har valgt børn til på et senere tidspunkt :slight_smile:

111

Nu har du - for sådan en var jeg :smiley:

112

ja… med mindre der er en medicinsk grund til det… så skifter mange mening… alle dem der (som du selv) har vægtige medicinske grunde gør naturligvis ikke… jeg taler om alle de andre… der er en god sandsynlighed…

det handler da ikke om ikke at respektere svaret som det er nu og her… men om at give plads til at livet sjældent arter sig som vi tror det gør…

bare se på alle kommentarerne om mine valg… der er kun 2-3 stykker der tror det bliver som jeg har sagt… det betyder da ikke at de ikke respekterer det… de vil bare gerne se det før de tror det

113

[QUOTE=Temple Bar;830407]Og dermed siger du, at folk, der ret tidligt har besluttet sig for, at de ikke vil have børn med garanti vil skifte mening. Hvorfor ikke bare respektere det svar, man får?

Jeg har da indtil flere gange svaret på spørgsmålet og synes såmænd også, det er helt iorden, at folk spørger, men jeg forstår simpelthen ikke den der “du skal nok ændre mening, når du bliver klogere”-attitude. Jeg er nu næsten 20 år længere henne i mit liv end da jeg først begyndte at overveje spørgsmålet og jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at det var det rigtige i mit liv.[/QUOTE]

Jeg tænker at det Regitze mener kunne være at man nogen gange ændrer mening efterhånden som man udvikler sig i den ene eller anden retning. Jeg kan bruge mig selv som eksempel. Jeg skulle dælme aldrig giftes, ikke tale om… hvad skulle en ring dog ændre på? Men ikke desto mindre nåede jeg til et punkt i forholdet med min kæreste (vi har været sammen 13½ år) hvor det lige pludselig kom til at betyde noget for mig i forhold til ham, og jeg ved faktisk ikke den dag idag hvad det egentlig er der har ændret sig i mig som person at jeg pludselig havde det behov :?

Børn har heller aldrig sagt mig det vilde, og SLET IKKE babyer, de gylper og de lugter og der har jeg ikke ændret mig meget siden jeg var i gymnasiet. Men (der er jo altid et men :slight_smile: ) så fik min søster børn og kærestens 2 søskende har også fået en hver og jeg må gå til bekendelse og indrømme at de er skønne. Det hvor der stadigvæk ikke har ændret sig noget som helst er i forhold til babyer… jeg gider dem stadigvæk ikke. De nævnte børn i nærmeste familie … yngste er 1½. Jo de er da søde, men irriterende og man er megaafhængig af dem. De to store på 2½ og næsten 5 det er noget helt andet end de 2 små. Det jeg vel egentlig prøver at sige er at børn efterhånde for mig er blevet mere okay at få… hvis jeg da bare kunne få dem når de var 3 :wink: altså når jeg kan kommunikere med dem.

Da min søster fik sine og det med at passe dem første gang kom på tale, sagde jeg til hende at hun kunne komme tilbage og spørge når jeg kunne kommunikere med dem, og det har jeg holdt fast i :slight_smile:

Så fra at være totalt afvisende overfor det at få børn, er jeg idag i en situation hvor jeg virkelig ikke ved det!! Men jeg har også bare en alder der gør at jeg meget snart bliver nødt til at finde ud af det… og jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil. Der er jo lissom ingen fortrydelsesret her vel :slight_smile:

114

[QUOTE=birtheras;829998]Misi, du glemmer endnu engang at jeg er JYDE

Det kan også tænkes at jeg slet ikke lader det gå mig på - verdens ærligste menneske ifølge min mand - der svare på alt men som heller ikke står tilbage når det gælder om at stille de mest mærklige spørgsmål :høhø:

Har ofte fået spørgsmålet: Are all Danes like you?[/QUOTE]

Nej, Birthe, både Johnny, du, og jeg er jyder. Både Johnny og jeg har så mest mødt fænomenet ved jydske fester, velsagtens fordi vi har jydsk familie. Men jeg har skam mødt det ved andre fester også, fra de mest uventede personer.
Nu du siger det me “all Danes”, så kommer jeg i tanker om, at f eks meget internationalt mindede mennesker måske spørger til familie, netop, fordi de ved, at det er de fleste danskeres yndlingsemne: Børn og børnebørn.
De stolte bedsteforældre kender vi vist alle nogle stykker af :wink:

:tihi: Citerer lige fra en yndlingsbog, hvor forfatterinden og veninde var ude at handle i en souk. Veninden pranger frækt som en hestehandler på marked (dét har jeg set mange gange!), og et par briter bemærker “She must be a Scandinavian!”. Forfatterinden siger så noget i retning af “Yes she is, Danish in fact!” meget løftede britiske øjenbryn :høhø:

[QUOTE=Charlotte Oeh.;830035]For nogle føles spørgsmålene måske nærgående, fordi de ikke selv er helt
afklarede!

Når nogen så af ren og skær interesse spørger ind til det, så svarer det til at
trykke på et ømt punkt, og spørgsmålene tolkes som et angreb og ikke blot
som et spørgsmål.

Det er da sjældent, at nogen føler sig gået for nær ved spørgsmål om, hvorfor
de har valgt at bosætte sig i Glostrup, eller hvorfor de har valgt netop deres
erhverv, hvorfor de har en ladcykel og ikke en stationcar, hvorfor de er
offentlig ansat og ikke privatansat, eller hvorfor de har kat og ikke hund?

  • men spørg om de ikke skal have børn, det er jo en helt anden sag :cool:[/QUOTE]

Uanset, hvor afklaret man er - måske netop har alle argumenterne i orden - så (og det her har vi vendt 117 gange :godnat:) - er der nogen, der partout skal bore i andres privatliv. Hvorfor? Search me… Det er måske netop det, de gør :gruble:
Det er pudsigt i mine øjne, at der er så mange, der finder netop personlige valg mht familie som det nærmest eneste interessante samtaleemne.

[QUOTE=Lone;830107]Jeg vil lige sige at generelt er folk altså også rigtigt søde. Jeg ved godt at der bliver spurgt af interesse, og det er jeg rigtig glad for. Og jeg svarer også gerne pænt. Men jeg har bare mødt få mennesker, hvor man har lyst til at arrrggghhhh!!!

Og der hvor filmen knækker er, når folk mener at jeg på trods af et meget gennemtænkt valg liige burde tænke mig om igen. Og synes jeg er egoistisk fordi jeg sætter mine egne behov først. For jeg bliver jo klogere når jeg runder de 30 (det skete så ikke), eller de 35 (det skete så heller ikke). Jeg elsker mit liv og min mand.

Og hånden på hjertet: Jeg vil hellere nøjes med 20 gode år med ham end slet ingen år med ham.

Alder er jo bare et tal. Og det mener jeg 100%.[/QUOTE]

Enig i det hele. Man svarer gerne, hvis det er ærligt videbegær, men folk, der tror, at de ved bedre end en selv, hvad man mener :dokdok:

[QUOTE=Henriette;830333]Jeg synes det er helt i orden at folk spørger indtil om man ikke skal have børn… Men når man så giver svaret “nej det skal jeg ikke”, så skal de ikke begynde at udfritte en om hvorfor.
Bliver særlig irriteret når det er de samme personer, som kommer med spørgsmålet hver gang man ses…
Helt ærligt, hvis jeg ændre min mening (hvilket jeg ved jeg ikke gør, heller ikke om 5år) så skal jeg nok sige det…[/QUOTE]

Enig! Støn!

Præcis!! De kan ikke respektere, at andre mener noget andet end dem.

[QUOTE=DK Sugieh;830355]Jeg synes det er sjovt som børnespørgsmålet kan få folk til at himle :slight_smile:
Jeg fik min datter da jeg var godt 19 år. Dét var for tidligt i manges øjne.
Da der så gik nogle år og jeg stadig var sammen med hendes Far begyndte spørgsmålene om, hvornår vi skulle have en til.
Da det så ikke skete og jeg begyndte at tale om at blive snittet, var pokker løs igen.
Så blev jeg snittet og rigtig mange mente jeg ville fortryde (var 30 år)

Min pointe er, at uanset hvad man vælger, er der altid mennesker der har en anden mening, og bestemt mener de bør “belære” os “fortabte tilfælde” om at vi altså skal tænke os godt om :wink: :D[/QUOTE]

Tak. Åh ja, hvis man får børn “for tidligt”, så er det også galt.
Skal vi virkelig være så ensrettede, at enhver kvinde bør få børn i alderen 25 - 29…

Folk har så travlt, og jeg er dødtræt af at få at høre, at det er min egen skyld, “for det har man da aldrig selv oplevet”.
Minder forresten en hel del om førnævnte bog, hvor kvinderne, de udstationerede mænds koner, holdt en mængde sammenkomster, hvor alle problemer blev fortiet og fornægtet.

Mht mænd og alder: Størstedelen af dem er vel bare nogle - nej, om igen:
Nogle (få) mænd er fornuftige og søde uanset alder.
Og så er der alle de andre :muhaha:

115

Jeg har efterhånden vænnet mig til det, men kan stadig godt blive irriteret over det, når folk spørger til om jeg så har børn, hvortil jeg svarer, ja jeg har en dreng. Næste spørgsmål: “hvor gammel er han så?” Jeg svarer han er 19 år, hvortil jeg møder enten løftede øjenbryn eller stor forbløffelse og svaret “Hvor gammel er du da? Du må da have fået ham meget tideligt?” Jeg svarer “næh, det synes jeg da ikke, jeg var 21 år, da jeg fik ham”. Så kommer næste obligatoriske spørgsmål “Hvornår skal du så have den næste?” Og jeg svarer igen “Jeg skal så ikke have flere”. Hvilket kan få rigtig mange til at se meget undrende ud. Jeg orker simpelthen ikke at skulle forklare igen og igen, hvorfor jeg kun har fået min søn. At jeg i mange år kæmpede for at få et barn til og da jeg endelig blev gravid, så endte jeg med at være tæt på at miste livet, da den havde sat sig, så der gik hul på min livmoder og jeg blødte 3 1/2 liter blod ud i bughulen. Efter den oplevelse lagde jeg alle planer om barn nummer to på hylden. Det turde jeg simpelthen ikke og nu vil jeg ikke. Nu synes jeg, at jeg er alt for gammel og glad for, at jeg ikke har små børn.

Men hver gang føler jeg mig nærmest som en freak både fordi jeg valgte at få barn i en ung alder og fordi jeg ikke har fået mere end den ene.

116

Udover Charlotte (som jeg ikke vidste var en af dem), kender jeg da en mere bare her på forum :slight_smile:

117

Mht. trådens emne, så er jeg egentlig ret ligeglad med, om der er en stor aldersforskel mellem folk i parforhold. Det må de helt selv styre. Selvfølgelig kan jeg godt tænke mit engang imellem, men det er jo mest, når det er Klaus Pagh-typen med den 40 år yngre thai.

Mht. det med ikke at ville have børn, så var jeg ret tidligt klar over, at det ikke er noget, som jeg har lyst til. Jeg har aldrig haft trangen, og der er ikke noget helbredsmæssigt, der kommer i vejen. Heldigvis har Flemming det på samme måde, ellers var vi aldrig blevet kærester :wink: Vi nyder at have friheden til at gøre, som vi vil og ikke at være afhængige af børn. Nu har vi så bare kattene i stedet, og det sætter jo også nogle begrænsninger, men alligevel ikke helt så meget.

Jeg har faktisk tit spekuleret over, at der er mange herinde, der har fravalgt børn - måske bemærker jeg det, fordi jeg selv har fravalgt dem, men denne tråd bekræfter det jo. Gad vide om det bare er en større procentdel af kattefolk, der ikke vil have børn :wink:

118

[QUOTE=En forhenværende bruger;830485]
Jeg har faktisk tit spekuleret over, at der er mange herinde, der har fravalgt børn - måske bemærker jeg det, fordi jeg selv har fravalgt dem, men denne tråd bekræfter det jo. Gad vide om det bare er en større procentdel af kattefolk, der ikke vil have børn ;)[/QUOTE]

eller en større del af barnløse der får kat ?

119

Ja hvad kom først hønen eller ægget :høhø::høhø::høhø:

120

Jeg udfritter sjældent personer om deres valg her i livet, og om de vil have børn eller ej er da helt deres egen sag.

Hvis samtalen naturlig kommer ind på børn, og man fortæller mig, at man har fravalgt disse, så kan jeg godt finde på at spørge ind til hvorfor.
Ikke fordi jeg ønsker at høre om deres evt. fertilitetsproblemer, tidligere graviditeter der er er endt i abort eller andre lignende ting, men fordi disse personer ofte har valgt at leve deres liv, på en … for mig … anden og mange gange spændende måde.

Som Jane skriver, så har man friheden til at gøre en masse andet. Det er dette “andet” som jeg finder interssant, og gerne vil høre mere om.
Det er måske vigtigt at få fremhævet dét, når man taler sammen om fravalg af børn :slight_smile:

121

[QUOTE=holymoly;830337]Jeg har ingen problemer med, at folk har spurgt til, hvorfor jeg ikke ville have børn. Til gengæld har jeg været ved at blive vanvittig over kommentarer som “du kommer sikkert på bedre tanker”, “bare vent til du bliver rigtig voksen”, “du ved slet ikke, hvad du går glip af” osv. Særligt er jeg træt af implikationen, at jeg ikke er “rigtig voksen”, fordi jeg har fravalgt at få børn.

Men selvom jeg åbenbart aldrig bliver “rigtig voksen”, så er jeg nu blevet så gammel, at folk er holdt op med at spørge. :D[/QUOTE]

Jeg tror helt ærligt der er en del misundelse med i spillet når folk MED børn gerne ser alle andre i samme båd :slight_smile:

Misforstå mig ikke, jeg elsker mine børn (det meste af tiden da L) og jeg har aldrig fortrudt at jeg har fået dem. Men somme tider ville det da være skønt at være fri for det ansvar og de begrænsninger det giver. Også rent økonomisk, det er nuengang dyrere at tage 4 mennesker på ferie end 2.

Derudover TROR jeg at der er en del af semi-D.U.M.-typen der bliver alvorligt overraskede over at små babyer laver andet end at ligge og se søde ud som på en rekvalme. At de både larmer og lugter. Og for at dække over den “fejltagelse” så skal veninderne da i det mindste helst gennem det samme, så de ikke har det spor bedere :slight_smile:

Selvfølgelig er det langtfra alle der har det sådan. Men nogen har helt sikkert. Jeg har da selv moret mig over en veninde (som jeg desværre har mistet kontakten til) der da vi mødte hinanden hverken skulle ha’ en mand eller børn. SLET ikke børn. Så fandt hun alligevel en mand, og i løbet af en 3-4 år havde hun lagt sig tre!!! børn til.
Hun fik lagt sit liv noget om. Men jeg tror nu ikke hun har fortrudt :slight_smile:

122

[QUOTE=DK Lindvig;830514]Jeg udfritter sjældent personer om deres valg her i livet, og om de vil have børn eller ej er da helt deres egen sag.

Hvis samtalen naturlig kommer ind på børn, og man fortæller mig, at man har fravalgt disse, så kan jeg godt finde på at spørge ind til hvorfor.
Ikke fordi jeg ønsker at høre om deres evt. fertilitetsproblemer, tidligere graviditeter der er er endt i abort eller andre lignende ting, men fordi disse personer ofte har valgt at leve deres liv, på en … for mig … anden og mange gange spændende måde.

Som Jane skriver, så har man friheden til at gøre en masse andet. Det er dette “andet” som jeg finder interssant, og gerne vil høre mere om.
Det er måske vigtigt at få fremhævet dét, når man taler sammen om fravalg af børn :)[/QUOTE]

Det var ikke fordi jeg havde behov for at fortælle om mine problemer med at få børn, at jeg skrev om det :slight_smile: Mere fordi det nogle gange virker som om, at man ikke bare kan sige, “nej, jeg skal ikke have flere børn” uden at det forventes at man forklarer hvorfor. Og hvis man siger, fordi det ønsker jeg ikke, ja så er man nærmest underlig. Kan kun forestille mig, hvordan det må være, hvis man siger, man slet ikke ønsker at få børn… Jeg kan slet ikke se, hvorfor man absolut skal forklare, hvorfor man nu engang har taget det valg. Det må være op til den enkelte, om de har lyst til at uddybe det og uden at skulle udsættes for mærkelige kommentarer.