-LOL Det kender jeg godt! Da jeg var i Rom med min mor (hun gav rejsen, og havde så “guide/tolk/hofdame/fac-totum & vade-mecum”), var vi på tur til (Årh, hvad hedder den der villa med de berømte 117 springvand uden for Rom). Der var lukket, men vi kom i kontakt med en busfuld søde schweizere, som gladelig tog os med til Hadrians villa m.m.
Dvs… Dansk, italiensk, tysk - og engelsk. På et tidspunkt røg det ud af mig 'Ich habe Sprachvervirrung", og det er sikkert dårligt tysk - de søde scweizere må have fået sig mange billige grin den dag 
Det har du ret i, Hanne, som i så meget andet.
Men nogle fejl er så udbredte, at der ikke er tale om ordblindhed, men om rent og skært dårligt dansk.
F eks at bøje verber svagt, selvom de er stærktbøjede: Man kan sige om en so med grise, at hun f eks farede i nat, dvs fik grise. Men jeg fór afsted for at nå det hele i går. Det er to forskellige verber.
Så er der den med at strække.
Det hedder ‘at strække, jeg strækker, jeg STRAKTE, jeg har STRAKT!’
Ganske som ‘jeg har FORSTRAKT en muskel’.
Og ‘at strikke, jeg strikker, jeg strikkede, jeg har strikket’ (og jeg gør det aldrig mere 
)
Der findes ikke noget ord, der hedder “strukket”, det er no go, no can do, det er ikke dansk.
Hans vs sin er en klassiker. Den og andre dialektale fjumrerier bærer jeg gerne over med.
Men please, jeg kan næsten ikke holde ud at se strække og strikke bøjet helt galt i førnutid.
Jeg synes det er ganske charmerende med den konsekvente brug af “en” foran snart sagt hvad som helst. - Altså den konsekvente brug som sker 
