Bengal er en anden race der ser ud til at være plaget af FIP - i hvert fald hvis man læser på FIP listerne.
FIP er en vanskelig sygdom fordi vi - trods de forholdsvis mange tilfælde - ikke ved ret meget om denne sygdom. Det er ganske korrekt at den KAN være genetisk betinget - på samme måde som kræft kan være det - eller allergi. FIP skyldes jo en defekt i kattens immunforsvar ( ikke et for lille immunforsvar men faktisk lige som med allergi et overaktivt immunforsvar der reagerer forkert) og det KAN være en genetisk betinget defekt. Men det betyder ikke at det altid ER det.
FIP kan dukke op flere gange i en linie/kuld/familie - men det kan også være et enestående tilfælde.
Min første oplevelse af FIP var for vel 20 år siden eller deromkring. Dengang var vi så primitive at vi stadig troede på en “FIP-test” og karantæne og jeg blev dengang anbefalet af mange opdrættere at aflive alle de af mine katte der testede “positive”. Heldigvis lyttede jeg ikke til al den sludder folk forsøgte at fylde mig med. Jeg har altid ment at en kat er rask med mindre den viser symptomer og ingen som helst test kan få mig til at ændre mening.
Hele mit Somaliopdræt idag går tilbage til en mor og en søster til to FIP katte. Og interessant nok så så vi ikke flere tilfælde af FIP i de linier ( før vi parrerede dem ud til en anden linie skal det siges - så dukkede der pludselig et par stykker op igen - faktisk oplevede vi det som om at indavl på mine gamle linier ( i.e. dem der går tilbage til mine to oprindelige FIP katte - var mindre risikablet end direkte udavl).
En lille snørkel til historien er, at da vi havde sådan en syg kat ( i.e. den der senere viste sig at have FIP) så tog vi den ind i mit soveværelse - og her var kattens bedstemor - højdrægtig. Hun blev senere forløst via kejsersnit ( af andre årsager) og min dyrlæge fortalte mig, at pga FIP tilfældet i mit katteri kunne jeg lige så godt afskrive både hunkat og de to killinger hun fik. Så killingerne blev kaldt FIP og FEDE. FIP blev stamfar til nogen af de smukkeste og sundeste Somali katte 
Og morkatten til det kuld blev 11 år gammel - hun døde af brystkræft - ikke af FIP. Både FIP og FEDE blev 13-14 år gamle.
Men dengang var det stort set en dødsdom - ikke bare for den kat der havde FIP - men stort set for hele katteriet…
Idag ved vi bedre - men der er stadig dyrlæger der ikke er kommet længere og stadig mener at FIP skyldes dårligt opdræt 
Jeg kan godt forstå, Gitte, at du synes det er svært. Der er en meget stor sandsynlighed for at din kat aldrig udvikler FIP. Uanset hvad du gør med den :høhø:
Men HVIS den nu gjorde det og du havde udstillet den så ville du jo føle at du var skyld i det. DET ER DU IKKE. Der er ingen måde du eller nogen andre kan forhindre en kat i at udvikle FIP. Vi kan bare konstatere at langt de fleste katte ikke udvikler FIP trods de har været udsat for Coronavirus smitte og er blevet udstillet og måske endda har familie der er døde til FIP.
Når det gælder opdræt så har jeg godt hørt om teorien med at separere killingerne fra deres mor ( og iøvrigt alle andre voksne katte) når de er 4 uger. Men udover at det i mine øjne nærmer sig dyreplageri så har det vist sig at killingerne allerede på det tidspunkt kan være positive for Corona - så det hjælper ikke. Og selv om jeg godt kan forstå at man som opdrætter kan blive desparet nok til næsten hvad som helst - så er min egen vurdering den at hvis man har SÅ store problemer med FIP i sit katteri at noget sådant er nødvendigt - så bør man nok hellere stoppe opdrættet i en periode og finde ud af hvad der ellers er galt.
Et generelt sundt katteri vil ikke have en stor procent af FIP tilfælde - coronavirus eller ikke coronavirus.
Statistisk udvikler 2-5% af alle corona-virus inficerede katte FIP. Der er nogen der mener at gen-inficeringer af corona er en større risiko end hvis de kun bliver inficeret en gang. Man kan måske også diskutere om katte der vokser op uden at være i kontakt med coronavirus er mere udsatte (SPF-svin syndromet) hvis de støder på virusen senere.
Jeg tror de fleste der har oplevet FIP har forsøgt mange mærkelige ting i tidens løb. Og jeg har det sådan at hvis man føler at det man gør virker - så giver det da i hvert fald ro i sjælen hos opdrætter/katteejer - og det er jo altid en god ting.
Men egentlig tror jeg ikke der er noget vi kan gøre overhovedet. Blot hjælpe og støtte hinanden når vi støder ind i det - og vise respekt overfor den måde vi forsøger at bearbejde det på. Siden ingen egentlig ved hvad der virker er den ene måde lige så god som den anden.
Og føler man at udstillinger er for stort stress for katten så man helst vil fravælge det - så er jeg sikker på at det er det rigtige valg for en.
Sålænge man forstår at for andre vil udstillinger være en ting man ikke ønsker at fravælge. Uden at det betyder at man ikke tænker på kattens velvære og fremtidige sundhed.
Teresa
